På grund at det stigende smittetryk i Middelfart Kommune har Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet, at besøg på plejehjemmene skal begrænses fra i dag.

Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet, at Middelfart Kommune fra fredag den 4. december skal indføre besøgsrestriktioner på alle plejehjem. Det skyldes, at der i den seneste uge har været mere end 90 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Restriktionerne vil gælde fra i dag klokken 12, og betyder, at:

  1. Kun den nærmeste pårørende (her er der tale om 1 person) må komme på besøg i beboers egen bolig, frit og uden at advisere plejehjemmet telefonisk først. Her er der tale om den samme pårørende så længe påbuddet opretholdes.
  2. Er der behov for, at der kommer op til 2 pårørende på besøg, skal besøget foregå i et besøgsrum eller udendørs. Her skal plejehjemmet adviseres telefonisk, for at sikre at der er et ledigt besøgsrum til rådighed.
  3. Vores plejehjemsbeboere må gerne forlade plejehjemmet for at deltage i familiemæssige aktiviteter

Restriktionerne gælder for kommunale plejehjem, private plejehjem samt kommunens midlertidige pladser. Middelfart Kommune har fredag skrevet direkte til alle pårørende og informeret dem om restriktionerne. Personalet står klar til at hjælpe de pårørende med at uddybe de nye rammer for besøg. På de plejehjem, hvor der ikke er besøgsrum, er der opstillet pavilloner med varme og julelys, så besøgene kan foregå på en fornuftig måde.

Restriktionerne fjernes ikke før incidensen (antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere) falder og er stabil i en periode. Det er derfor vigtigt, at alle i Middelfart Kommune gør alt, hvad man kan for at begrænse smitten, understreger social- og sundhedsdirektør, Irene Ravn Rossavik:

– Vi står i begyndelse af julemåneden, og det her bliver hårdt for vores ældre og deres pårørende. Alle vores dygtige medarbejdere og ledere, vil gøre alt hvad de kan, for at vi kommer godt igennem julen. De gør hvad de kan for at håndtere de ekstra opgaver med booking af besøg samt rengøring af besøgsrum imellem hvert besøg – oven i en i forvejen travl corona-hverdag.

Irene Ravn Rossavik tilføjer:

Restriktionerne gælder indtil smitten falder, så det er vigtigt, at alle i Middelfart Kommune står sammen og i fællesskab gør alt vi kan for at få smittetrykket ned, så vi igen kan få besøg på plejehjemmene.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer