FC Fredericia leverede en rigtig flot sæson, og inden længe begynder en ny. Direktør i FC Fredericia, Stig Pedersen, glæder sig til den nye sæson, hvor han tror på, at de lokale helte fortsat kan blande sig i toppen.

Forud for den seneste sæson indgik FC Fredericia et samarbejde med FC Midtjylland, et samarbejde der har sendt flere spillere i retning af Monjasa Park. Stig Pedersen er glad for samarbejdet, der nu går ind i sæson to.

“Vi går jo ind i anden sæson med samarbejdet, og indtil videre har vi jo fået Victor (Ezekiel, red.) ind, en ung spiller som vi afventer en arbejdstilladelse på, vi forventer da, at der kommer flere til. Det arbejder vi hårdt på”, fortæller Stig.

Er det nogle bestemte typer I kigger efter, eller er det hvad vi kan plukke?

“Det er svært at sige, for nogle gange kan der opstå en situationen hvor vi tænker, at selvom det ikke var på den og den position vi foretrak det, så kunne der være en spiller der var så interessant, at vi ikke kunne sige nej”, svarer Stig og fortsætter:

“Sådan er det jo også med det her samarbejde. Vi er hele tiden i løbende dialog om hvad der giver mening. Her giver det jo mening at vi finder spillere der kommer tæt på spilletid her i Fredericia, det giver jo ikke mening at vi måske henter en der ikke kan komme i nærheden af holdet”.

“Vi er et år klogere af den her aftale, og vi har gjort os nogle erfaringer kan man sige, og det er så det vi også sidder og drøfter nu. Set i det store hele, så forventer vi da, at når vi går sæsonen, så er vi en 3-4 spillere fra FC Midtjylland som minimum”, forklarer Stig Pedersen, direktør i FC Fredericia.

Du kan ikke sige nogle navne udover Victor og Steven?

“Nej, nej det kan jeg ikke, fordi det her er sådan noget med, at der kan ske rigtig meget i transfervinduet hele tiden. Så det er først når der er skrevet under og de står her, at vi melder noget ud. Men jeg har en forventning om 3-4 spillere inden turneringen går i gang”, fortæller Stig Pedersen.

Nu nævner du selv transfervinduet, har du et checkhæfte med på ferie? Er der nogen du kigger efter, der ikke nødvendigvis er fra FC Midtjylland?

“Ej, vi er sådan set ved at være på plads med vores trup når vi får de her par stykker fra Midtjylland, så er vi ved at være det antal vi skal være”

Det er ikke sådan, at I står og mangler nogle huller der skal fyldes ud?

“Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det så vi også mod Hobro i træningskampen, vi har jo vores base på plads, så selvfølgelig vil vi altid gerne have dygtige fodboldspillere ind der kan forstærke truppen og holdet. Og vi ved godt hvor vi er mest sårbare overfor skader, så det er her vi skal til at gardere os imod. Det er jo også sådan med det her transfervindue, at det fortsætter jo næsten helt frem til 1. september”, siger Stig og fortsætter:

“Man kan også risikere at nogen bliver skadet undervejs, hvor man så bliver nødt til at tage en anden beslutning end den man står foran nu. Derfor giver det også mening for os måske at holde en enkelt plads fri gennem vinduet, for at se om det giver mening at hente vedkommende ind, og hvor vedkommende så skal spille henne”.

“Der kan også til sidst opstå nogle rigtig interessante spillere, som ikke lige er landet der de gerne ville. Det kan man jo også sidde og lure lidt på, når man er en klub som vores, hvor vi lader en plads stå åben”, forklarer Stig Pedersen.

Så lige mit sidste spørgsmål her: Nu har vi nærmest fået en lille fodboldfeber i Fredericia, i og med vi har fået en højtlarmende fanklub også, så bliver jeg jo nødt til at spørge, når du siger I har haft træningskampe, hvordan ser vores hold ud? Hvordan ser truppen ud i år?

“Vi forventer jo at vi bliver en tand stærkere i år, vi spiller på ingen måde med en trup der er svagere end den vi havde sidste år, vi har satset lidt på at have noget kontinuitet ved at lave længerevarende aftaler, så noget af det vi har satset på skal gerne udmønte sig i år, det her kendskab til hinanden det også boner ud i nogle gode resultater”, svarer Stig og fortsætter:

“Hvis vi kan levere en sæson ala den som sidste år, hvor vi spiller med om tingene, så vil det være yderst tilfredsstillende. Men det er klart, at der er kun én oprykningsplads at spille om i år, og det gør jo at man skal spille en sæson som man aldrig har gjort før, for at være med til sidst”.

Det ser godt ud? I føler jer godt rustet?

“Ja, det synes jeg vi gør. Jeg synes vi møder fine hold, eksempelvis har vi jo lige mødt Hobro der endte med at overleve i Superligaen og sendte Vejle ned, og man kan bare sige, at selvom det er træningskamp, så virker det til at der er noget pondus i den trup vi har. Nu glæder vi os til rigtig at se den Steven (Anna, red.), vores nye angriber, der har fået arbejdstilladelse. Ham har vi jo slet ikke set endnu. Vi har heller ikke haft Victor med endnu, der mangler arbejdstilladelse”, fortæller han og fortsætter:

“Så jeg synes det ser spændende ud, og så kombineret med en 3-4 spillere mere, så synes jeg godt vi kan være fulde af fortrøstning, når vi går ind i den her spændende spændende sæson med både Vejle og Kolding også. Vi møder Kolding, der i øjeblikket har 10-11 spillere der har spillet i Fredericia i deres trup, så det bliver jo også rigtig sjovt”.

Ja, det er lidt et trekantsdrama

“Ja, det får vi da. Så vi glæder os. Tilskuermæssigt bør det blive mere interessant i år, i og med det er Vejle og Kolding fremfor hold der ligger noget længere væk. Vi havde jo ikke noget der mindede om et lokalopgør sidste år, det får vi jo i hvert fald nu. Det er jo også der vores fanklub virkelig skal stå sin prøve, hvor langt er vi nået med den? Det var helt fantastisk i den forgangne sæson, og det forventer vi jo selvfølgelig bliver bedre i den sæson vi går ind i, og det er vi helt overbevist om at de gør, jeg tror de glæder sig”, slutter Stig Pedersen, direktør i FC Fredericia.

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=249&TicketCategoryId=845d