Bente Stenfalks indlæg – Læge Stig Gerdes’ og Karina Hansens sager er tæt forbundne –  har sat sindene i kog blandt Fredericia Avisens læsere. En grotesk sag, hvor Sundhedsstyrelsen har taget læge Stig Gerdes’ autorisation og efterladt Karina Hansen som gidsel.

Men Bente Stenfalks indlæg har også ramt gangene på Aarhus Universitetshospital, som kritiserer Fredericia Avisen for, at artiklen er blevet bragt. Faktisk mener pressechef ved Aarhus Universitetshospital, Lars Elgård Pedersen, at der er afsløret følsomme oplysninger fra Karina Hansens lægejournal i artiklen, som ville kunne udløse en dom på op mod et halv års fængsel. Derudover mener pressechefen, at det ikke er fair, at overlæge Nils Balle Christensen – som er nævnt i artiklen – ikke har mulighed for at kunne forsvare sig.

– Vi ved godt, at de samme oplysninger, der skrives om i debatindlægget, ligger på andre sociale medier, men det med at det bliver bragt på et medie, betragter vi som en skærpet omstændighed. Og at man (Fredericia Avisen. Red.) viderebringer personlige oplysninger fra en kvindelig patients journal, kan faktisk udløse en straf på op til en halv års fængsel, udtaler pressechef Lars Elgård Pedersen til Fredericia Avisen.

Fredericia Avisen har spurgt pressechefen på Aarhus Universitetshospital, om det er normalt, at man ligefrem “truer” pressen med fængsel, hvis man ikke ændrer artiklen.

– Nej, det er det ikke, er pressechef Lars Elgård Pedersen korte svar til Fredericia Avisen.

Det skal for en god orden skyld oplyses, at Bente Stenfalk er partsrepræsentant for Karina Hansen og har tilladelse til at nævne punkter fra hendes journal – og samtidig har både Aarhus Universitetshospital og pressechefen fået mulighed for genmæle til artiklen, men det har man ikke ønsket.

Opdateret klokken 13.40
Aarhus Universitetshospital har alligevel valgt at svare på debatindlægget. Det sker via et læserbrev fra lægefaglig direktør Claus Thomsen:

Groft angreb på overlæge

Fredericia Avisen bragte 24. januar indlægget ‘Læge Stig Gerdes’ og Karina Hansens sager er tæt forbundne’, hvor Bente Stenfalk skriver til fordel for Stig Gerdes, som – bl.a. på grund af grov forsømmelse i behandlingen af en patient – ikke længere må arbejde som læge.

Bente Stenfalk beskriver et drama om en patient, som psykiatere skulle have holdt som gidsel. Midt i dette drama dukker Stig Gerdes op som patientens redningsmand, og nu hævner myndighederne sig. Historien er fremstillet så absurd, at de fleste formentlig hurtigt gennemskuer, at konspirationsteorier må være løbet af med skribenten.

Når jeg alligevel er nødt til at kommentere indlægget, så er det fordi Bente Stenfalk hænger en navngiven overlæge ved Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital ud i sin historie. Der er tale om en yderst kompetent overlæge, og det er et groft mistænkeliggørende angreb, som ikke hører nogen steder hjemme.

Og ikke nok med det. Bente Stenfalk og Fredericia Avisen blotlægger patientens private helbredsoplysninger bl.a. ved at citere fra patientjournalen. Det er dybt uetisk overfor patienten at videregive den slags oplysninger i et forsøg på at komme Stig Gerdes til undsætning.

Af lægefaglig direktør Claus Thomsen, Aarhus Universitetshospital