Efter få ugers sagsbehandling fik Stig Gerdes frataget sin autorisation som læge. Knap 8 måneder senere går han nu i offensiven mod myndighederne med krav om at blive renset. Det sker i en retssag mod staten, hvilket han har ret til ifølge reglerne for fratagelse af autorisation. Hvis myndighederne skal fratage Gerdes hans autorisation permanent, er de nødt til at gå til domstolene. Men nu har Gerdes valgt at starte sagen selv, fremfor at vente på myndighederne.

“Jeg tror, andre læger på sigt vil nå frem til, at jeg har handlet korrekt, for tusinder af danske læger gør præcis det samme, som jeg har gjort i den konkrete sag”, udtaler han til Fredericia Avisen.

Gerdes sidder i sin bil på vej mod sin advokat, mens han ryster på hovedet og alligevel ender med et stort smil:

“Min samvittighed er mere værd end titler. Jeg vidste godt Karina-sagen var en betændt sag. Men hvis jeg ikke turde tage hende som patient, hvem skulle så turde? Hun stod uden læge og havde det skidt. Hendes medicinering var over de tilladte værdier og hun havde alle symptomerne på det”.

Den omdiskuterede læge fortryder ikke, at han trappede patienten ned i medicin. Han sammenligner situationen med vagtlæger eller andre telefonkonsultationer, hvor man er nødt til at foretage et skøn. Myndighederne anklager blandt andet Gerdes for ikke at have tilset patienten, før han trappede hende ned i psykofarmaka.

“Gad vide om de havde reageret på samme måde, hvis jeg havde sat hendes dosis op”, siger han bestemt. I forhold til de konkrete misforhold han anklages for, hæfter Stig Gerdes sig især ved at myndighederne mener, at han skulle have spurgt værgen om lov. Det afviser den tidligere praktiserende læge, for værgen er ikke læge, og derfor mener han, at det er lægens ansvar at foretage skøn og vurderinger om lægefaglige spørgsmål, ikke en værges.

“Det er jo politik. Ikke lægeproblemer. Sagen om Karina Hansen har kørt i årevis. Nu har de så taget min titel fra mig, men ikke min samvittighed”, siger han med en tilfreds og lunefuld stemme.

Sagen med myndighederne har alligevel taget hårdt på Gerdes. Det forklarer han med, at han er ked af det på sine patienters vegne og de problemer der er opstået som følge af at deres læge forsvandt fra dag til dag. På spørgsmålet om han har et ansvar for det, siger han:

“Det er mit ansvar, at jeg tog en svær sag med en patient ind i min praksis. Det er også mit ansvar, at jeg forsøgte at behandle hende efter min bedste evne og samvittighed som læge. Og det er mit ansvar, at jeg fulgte lægeløftet. Men jeg hverken kan eller vil tage ansvaret for en så voldsom sanktion på det grundlag, de havde. Jeg er ked af at kollegaerne ikke kan se det, men jeg håber det kommer tydeligt frem under retssagen. Det er jo ikke for min forfængeligheds skyld, jeg forsvarer mig selv – jeg gør det for, at andre læger i fremtiden tør behandle deres patienter efter deres samvittighed og ikke ordrer fra højere magter. Og at de ikke skal gå rundt med selvvalgt mundkurv på, fordi de frygter at udtale sig som jeg har gjort”.

Det næste skridt i sagen er ifølge Gerdes, at retslægerådet vurderer det lægefaglige aspekt af sagen. Hvis Gerdes får medhold i det, vil han gå styrket ind i opgøret med sundhedsmyndighederne. Men tiden er også en faktor for Gerdes, for han tænker endnu på Karina Hansens situation, og uddyber:

“Det de siger er jo, at man ikke må behandle den her pige, med mindre man arbejder på en helt bestemt afdeling i Danmark. Så hvor er patientsikkerheden og patientens ret til at vælge selv? Hvad vil der ske med Karina, hvis den her afgørelse ender med at stå ved magt? Er der så nogensinde en læge, der tør handle efter deres samvittighed, eller flygter de fra patienten af frygt for konsekvenserne? Har Karina ret til at vælge mindre medicin og færre bivirkninger? Hun har været spærret inde i 3 år. Skal hun ind i 3 år mere? Det er jo velkendt, at den form for psykofarmaka hun får kan have betydelige bivirkninger, så hvorfor skal hun fastholdes i årevis uden mulighed for at komme ud af den medicinske spændetrøje”?

Retssagen kan sandsynligvis først begynde formelt i slutningen af året. Indtil da afventer Gerdes retslægerådets vurdering, men han holder sig frisk og er fuld af motivation:

“Jeg kunne da bare have smidt mig på sofaen og hævet pension. Det kunne jeg da også have gjort før, jeg tog Karina som patient. Men nu er jeg glad for, at jeg fulgte min samvittighed og lægeløftet, for på et tidspunkt må nogen af de andre læger da gerne tænke, at det alligevel var godt, nogen tør sige fra overfor den slags patientsager”, slutter Gerdes.