Han er kendt for sine markante holdninger gennem fire årtier, og nu melder den forhenværende læge Stig Gerdes sig på banen til det kommende byrådsvalg i Fredericia. Dermed udvides kritikken af socialdemokratiet med en velkendt person, og SF’s spidskandidat, Sune Nørgaard, er ikke i tvivl om at Gerdes kan tilføre Fredericia noget specielt, hvis han vælges.

Helt tilbage i 1980’erne markerede Stig Gerdes sig både lokalt og landsdækkende, da han som praktiserende læge gik aktivt ind i kampen mod narkotikamisbrug. Han blev en ivrig debatør, der både kritiserede sundhedsvæsenet, den sociale indsats, misbrugsbehandlingen, vaccineprogrammer og senere jobcentrene i Danmark. Undervejs opbyggede han en solid praksis i Fredericia, hvor han også fik patienter fra andre steder i landet. Den profil har Sune Nørgaard fra SF spejlet sig i, og derfor har han opfordret Stig Gerdes til at stille op til byrådet.

– Jeg kender Stig fra mit eget engagement på misbrugsområdet. Han har fire årtiers integritet bag sig, hvor borgerne altid har vidst, hvor de havde ham. Jeg synes ærlig talt, at det vil være en kæmpe gevinst for borgerne i Fredericia, hvis vi får den erfaring og styrke valgt ind til kommunalvalget i november, siger Sune Nørgaard.

På tirsdag er der opstillingsmøde i SF, og her vil Stig Gerdes tilbyde sit kandidatur. SF’s spidskandidat lægger ikke skjul på, at han mener det er en stor chance for SF i Fredericia, hvis Gerdes står på kandidatlisten til november. Han har en tro på at Gerdes vil tiltrække mange stemmer fra de borgere, der har haft det svært under det nuværende byråd, men også de vælgere der vil have ryddet op i Fredericia Kommune:

– Jeg kan ikke se det for mig, at vi skal sidde endnu fire år med et socialdemokratisk flertal i Fredericia. Samtidig skal vi også vælge nogle politikere, der har erfaring fra den virkelige verden. Stig har drevet en lægepraksis gennem 5 årtier, og han har en kæmpe føling med borgerne derude. Det kommer nok af at han har været med i så mange menneskers liv, gennem alle årerne. Når jeg selv har kritiseret det lukkede byråd, familieafdelingen, jobcentret og misbrugsområdet, så kan en person med Stigs hæderlighed og viden kun gøre vores opposition endnu stærkere.

Sune Nørgaard og Stig Gerdes vil give de svageste borgere to højlydte stemmer i byrådet i Fredericia (Foto: AVISEN)

Stig Gerdes siger, at der ikke er en men flere årsager til at han nu stiller sig til rådighed for SF. Først og fremmest er han chokeret over skandalerne, der er kommet ud i medierne siden december 2020. Dernæst mener han det er vigtigt, at der bliver valgt nogle nye folk ind i november 2021. Derfor har han kigget på de forskellige partier, for at se hvor han bedst kunne finde sig selv.

– Jeg har jo altid følt, at vi skal tage os af de syge, de svage og dem der mangler hjælp. Jeg går ind for et medmenneskeligt samfund. Samtidig bryder jeg mig ikke om folk, der tror blindt på systemet. Så når Sune Nørgaard har meldt ud i tidens løb, at han vil sætte en stopper for den indspisthed og den selvretfærdighed der har været her i byen, så kan jeg i den grad identificere mig med det. Jeg har som læge set masser af sager, der er kørt fuldstændig af sporet i Fredericia Kommune. Sune har ret i sin kritik af forvaltningen, og hvis der kommer nogle folk ind, der ikke vil være med til at køre de svageste borgere over, så kan vi gøre noget godt for hele byen, siger Stig Gerdes.

Gerdes har været en markant Fredericianer det meste af sit liv. Nu vil han sidde på den anden side af bordet i kommunen (Foto: AVISEN)

Da Stig Gerdes sag mod de danske myndigheder startede i 2017, mødte han stor opbakning fra Fredericianerne. Efter at han opgav retssagen om at få sin bevilling som læge tilbage, har han skrevet en bog om hele forløbet. Men han synes at han stadigvæk kan gøre en forskel, og hvis han kan bakke op omkring en fornyelse af forvaltningen i Fredericia Kommune, vil han gerne det:

– Dem der sidder i byrådet har spillet deres kort helt forkert. Jeg er ikke tilfreds med de forklaringer, der er kommet. Der er alt for tætte bånd mellem de siddende politikere og embedsfolkene. At flere af dem endda arbejder for kommunen, synes jeg fortæller alt. Jeg tror på et samfund, hvor der er armslængde mellem politikere og forvaltning. Man skal ikke sidde i byrådet for at hytte sit eget skind, men fordi man gerne vil gøre noget for de borgere, der bor i byen. Jeg synes det er svært at se, hvad mange af de nuværende medlemmer egentlig har gjort for Fredericia. Så jeg er klar til at stille mig op og sige tingene, som de er. Vi har brug for en helt anden social profil, og der skal skabes en stærk politik for børn, unge, ældre, handicappede og syge borgere, siger Gerdes.

Meldingen om at Gerdes stiller op kom i forgårs. Siden har Gerdes fået en del reaktioner på de sociale medier, hvor folk skal vænne sig til at han melder ud politisk. Sune Nørgaard har også fået en del reaktioner, og han er glad for dem:

– Mange folk kan godt se hvilken stor kapacitet Stig Gerdes er. Så jeg er ret stolt over, at han gerne vil opstille for os. Jeg er sikker på at Fredericias borgere vil tage godt imod ham. Fredericia har brug for folk, der har arbejdet med borgerne ude i den virkelige verden, og som ved hvad systemet skal lade være med at gøre. Det er godt nyt for de ledige, de syge, de ældre, de unge, børnene og alle med hjertet på det rette sted, slutter Nørgaard.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Karen Møberg
Karen Møberg
21:52 - 25. april 2021 21:52

Som jeg kender Stig Gerdes i forbindelse med mit arbejde som bisidder, hvor han hjalp mig i nogle sager, kommer Byrådet til kort med ham.

Ove Nygaard
Ove Nygaard
08:58 - 26. april 2021 08:58
Svar til  Karen Møberg

Jeg kender alene Stig Gerdes fra den megen presseomtale gennem årene, og det kan vel ikke afvises, at han vil kunne gøre nytte som “en havkat i hyttefadet”. Nu er lægegerning efter min vurdering et, og politik noget andet. Byrådet trænger til en kraftig udskiftning, men efter de nu foreliggende meldinger fra opstillingerne i de partier, der har sæde i det nuværende byråd, synes en stor del af “de siddende medlemmer” at ville genopstille, og der øjnes ikke “meget nyt blod”. Det bliver et spændende valg den 16. november, men at placere krydset rigtigt, bliver svært, for har vi vælgere i virkeligheden få “alt at vide”? Lige nu taler man i “det revitaliserede byråd”, som om “intet er hændt”!

kurt
kurt
09:36 - 26. april 2021 09:36
Svar til  Ove Nygaard

du venstre derfor ikke stemme ham els vil ham stemme på ham

Jo Dagning
Jo Dagning
11:09 - 26. april 2021 11:09

Jeg og mange andre familier i Fredericia håber, at du har taget arbejdsbukserne på; der er meget at gå i gang med.