Minutterne er afgørende ved hjertestop, og heldigvis trådte de tre nominerede til Årets hjerteredderpris 2017 lynhurtigt til, da en nabo, en bekendt og en mor faldt om med hjertestop. Se video med rekonstruktioner af de livreddende forløb på hjerteforeningen.dk/stemnu.  Her kan du også afgive din stemme på Årets hjerteredder 2017.

Giv Liv
I alt har Hjerteforeningen modtaget 58 indstillinger til prisen som Årets hjerteredder 2017. Alle indstillede har reddet et menneskes liv – en far, mor, søster, bror eller en ukendt – ved at træde til og yde genoplivning.

Sammen med Lars Suhr Olsen (direktør i Østifterne), og Freddy Lippert (direktør for Akutberedskabet, Region Hovedstaden), udgør Hjerteforeningens adm. direktør, Kim Høgh, det dommerpanel, der blandt de 58 indstillinger har nomineret tre hjerteredninger.

– At vi fremhæver tre redninger – og til sidst bare én redning og dermed Årets hjerteredder – er for at skabe maksimal opmærksomhed om det livsvigtige i genoplivning, og at det nytter at træde til. Vi ønsker fuldt fokus på Giv Liv-kampagnen, der i de kommende år skal uddanne tusindvis af førstehjælpere i hele Danmark, fortæller Lars Suhr Olsen fra Østifterne.

Østifterne støtter Giv Liv-kampagnen økonomisk i de kommende tre år.

De nominerede til Årets hjerteredder

1) Redning den 12. juni 2016 (Horsens)

13-årige Emil Kjeldbjerg redder sin mor, Anne Kjeldbjerg på 40 år, da hun falder om med hjertestop på køkkengulvet i deres hjem

2) Redning den 6. april 2016 (Blåvand)

Bjarne Nørgaard Knudsen redder Leif Nielsen på 68 år, da han falder om med hjertestop på golfbanen

3) Redning den 2. november 2015 (Kerteminde)

Birgit Rasmussen og Dorthe Laubuch redder Keld Rasmussen på 77 år, da han vælter om med hjertestop i sofaen i hjemmet

Den redning/hjerteredder, der får flest stemmer på hjerteforeningen.dk/stemnu, bliver hyldet som “Årets hjerteredder 2017” i Charlies Hjertegalla, som sendes live på TV 2 CHARLIE lørdag den 18. marts kl. 21.

Alle 58 indstillinger (historier og begrundelser) kan læses i anonymiseret form på hjerteforeningen.dk/hjerteredninger2017

BAGGRUND:

Hvert år bliver ca. 4.000 danskere ramt af hjertestop uden for hospitalet. I hjemmet, på gaden, på boldbanen, i en forretning …

Gennem de seneste 15 år er der sket en imponerende stigning i de tilfælde, hvor der er givet livreddende hjertelunge-redning til et menneske med hjertestop. I dag sker det i to ud af tre tilfælde. Nu overlever hver ottende dansker med hjertestop uden for hospitalet. For 15 år siden var det ikke engang hver 25., der overlevede.

Men endnu flere kan reddes fra døden ved hjertestop. I de kommende år satser Hjerteforeningen stort på kampagnen “Giv Liv”. Det største mål er at udvikle og afholde nye lynkurser i førstehjælp/genoplivning, så (næsten) alle landets borgere lærer, hvordan 30 tryk og 2 pust giver liv.

– Den positive udvikling skyldes også, at de danske læger og hospitaler/hjertecentre er blevet mere aggressive i tilgangen til at behandle patienter med hjertestop. Akutte ballonudvidelser, brug af kredsløbs-støttemaskiner og bedre intensiv behandling har været med til at forbedre prognosen. I dag er det sådan, at ca. 70 procent af de patienter, der overlever et hjertestop, kommer tilbage i arbejde, hvis de havde arbejde, da hjertestoppet indtraf, oplyser Hjerteforeningens forskningschef, professor Gunnar Gislason.