Statsminister Mette Frederiksen er i dag i Ukraines hovedstad, Kyiv, for at besøge præsident Volodymyr Zelenskyy sammen med Spaniens premierminister, Pedro Sánchez.

Her vil de mødes for at diskutere den nuværende situation i Ukraine, yderligere støtte til ukrainerne og retsforfølgelsen af krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med den russiske invasion.

– Jeg beundrer præsident Zelenskyy og det ukrainske folk for deres mod, og hvordan de fortsætter med at forsvare deres land i den uprovokerede og ulovlige krig af Putin. Jeg ser frem til mødet med Zelenskyy, hvor mit budskab vil være, at Danmark fortsætter med at hjælpe Ukraine. Vesten står sammen om at støtte det ukrainske folk, siger statsminister Mette Frederiksen.