Kolding Kommune har ansat Birgitte Lamp som site manager for videreudviklingen af Christiansfeld som verdenskulturarv.

Den 45-årige cand. scient. pol Birgitte Lamp begynder den 1. november i jobbet som site manager for verdenskulturarven i Christiansfeld. Birgitte Lamp har siden 2011 været borgerrådgiver i Kolding Kommune, og kommer desuden med mange års ledererfaring fra blandt andet Vejle og Ringkøbing-Skjern kommuner.

Som site manager i Christiansfeld skal Birgitte Lamp først og fremmest koordinere og lede en lang række drifts- og udviklingsopgaver sammen med samarbejdspartnere i og omkring Christiansfeld, og så skal hun markedsføre Christiansfelds verdenskulturarv og sikre byen synlighed både inden for og uden for Danmarks grænser. Nicolai Dupont Heidemann, områdechef for Kultur i Kolding Kommune, ser frem til samarbejdet med Birgitte Lamp.

– I ansættelsen har vi lagt vægt på at finde en person, der kan samarbejde bredt med både lokale, nationale og internationale interessenter, der har stor personlig gennemslagskraft og politisk tæft og ikke mindst har stor ledelseserfaring. Det får vi med ansættelsen af Birgitte Lamp, siger Nicolai Dupont Heidemann.

Ydmyghed og begejstring
Christiansfeld blev udpeget som verdenskulturarv på UNESCO’s kongres i begyndelsen af juli i år efter mange års intensivt forarbejde. En proces, som Birgitte Lamp har fulgt tæt – hidtil på sidelinjen, men fra november bliver det på tætteste hold.

’Jeg er fuld af beundring og respekt for det omfattende arbejde, der er gået forud for UNESCO-udnævnelsen, og går til opgaven med både ydmyghed og begejstring. Der er tale om en unik stilling, og jeg glæder mig meget til at arbejde for en fortsat udvikling af Christiansfeld med respekt for såvel det oprindelige som for det levende samfund, byen er’, siger Birgitte Lamp.

Om Birgitte Lamp
Hun stammer fra Hinnerup, bor i Vejle med sin mand, og de har tilsammen tre voksne sønner. Er uddannet cand. scient. pol fra Aarhus Universitet, har en diplom i ledelse, og er p.t. i gang med en jura-uddannelse på Syddansk Universitet. Begyndte i 2011 i en nyoprettet stilling som borgerrådgiver i Kolding Kommune, og har tidligere blandt andet arbejdet i Ringkøbing-Skjern og Vejle Kommuner, Vejle Amt og Erhvervsministeriet.