Politiet anholdte søndag aften klokken 23.36 en meget beruset 35-årig mand på Lumbyesvej i Fredericia, da de fandt ham sovende bag rattet i sin bil. Den 35-årige mand, der bor i Assens på fyn, var faldet i søvn med en dåseøl i hånden og tænding på bilen. Da manden tidligere er dømt for at køre bil i påvirket tilstand, blev hans personbil konfiskeret af politiet.

– Den 35-årige mand har modsat sig, at politiet har konfiskeret hans bil. Derfor skal det fremlægges for retten, oplyser Peter Holm fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Den 35-årige mand blev løsladt fra detentionen mandag morgen.