Et lokalopgør er normalt et med mange tilskuere på lægterne. Sådan bliver det ikke mandag aften, når KIF Kolding og FHK tørner sammen pga. Covid-19 retningslinjerne. Men FHK-træner Jesper Houmark forsikrer, at holdet nok skal være på dupperne trods de specielle omstændigheder.

Sidst KIF Kolding og FHK mødtes i Kolding vandt fredericianerne me 34-26. Over 3000 tilskuere var på lægterne, og nu venter der i stedet et opgør, hvor der ikke kommer så mange tilskuere i hallen.

»Det bliver en speciel oplevelse. Vi husker tydeligt hvordan det var sidste år med 4-500 Fredericia-fans i ryggen og i dag kommer der kun 500 i alt i hallen og de fleste holder med Kolding. Mon ikke man kan geare sig op til lokalopgør alligevel,« siger Jesper Houmark.

KIF Kolding lagde sæsonen ud med at få en ordentlig afklapsning af Aalborg, som vandt 40-27. Siden er der løbet meget vand gennem åen, og nu står der fire point ud for KIF i tabellen efter hjemmesejre mod Ribe-Esbjerg og SønderjyskE. Spørgsmålet er derfor, hvem der er favoritter til opgøret?

»Det lader jeg bookmakerne om. Det bliver en lige kamp, og Kolding har en stærk start 7’er og derfra er vi bredere og det håber jeg vi drager fordel af,« forklarer Jesper Houmark.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

I den seneste tid har FHK været uden bagspillerne Rune Andersen og Mishels Liaba, men de meldes begge i fremgang. I det hele taget har kamppausen bekommet FHK vel, da forfatningen i spillertruppen ser god ud.

»Rune har spillet med 2. division for at få ham igang, så han er klar til mandag og jeg er fortrøstningsfuld omkring resten af truppen.. Liaba er i klar fremgang, og jeg håber, at vi har alle med til kamp mandag,« siger Jesper Houmark.

Særligt én ting har ændret sig ved KIF siden deres premierekamp mod Aalborg, og det er et område, som FHK har fokus på.

»Vi skal få løst deres syv mod seks. De har spillet det i to hele kampe og i en halv kamp mod SønderjyskE, og så handler det om at have is i maven, fordi det bliver tæt hele vejen igennem kampen,« siger Jesper Houmark.

I sidste sæson gjorde FHK rent bord mod KIF Kolding. Om det bliver tilfældet igen i år sluttede vi med at spørge Jesper Houmark om.

»Det håber jeg, og jeg tror vi får point mod Kolding igen i den her sæson,« slutter FHK-træneren.

Der er kampstart mellem KIF Kolding og FHK klokken 20:00. ■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer