Forside Erhverv Spar Nord Fonden donerer 900.000 kr til jazz

Spar Nord Fonden donerer 900.000 kr til jazz

DEL
Når festivalen Jazz i Trekanten i år skydes i gang d. 23. august er det med solid støtte fra Spar Nord Fonden. Foto: Emil Lyngbo

Støtte fra Spar Nord Fonden gør det muligt for Jazz I Trekanten at bringe endnu mere jazz ud til endnu flere mennesker.

Spar Nord Fonden har besluttet at støtte foreningen Jazz I Trekantens arbejde med at udbrede kendskabet til og interessen for jazz med 900.000 kroner fordelt på tre år. Donationen giver Jazz I Trekanten økonomisk arbejdsro til fremover at fokusere endnu mere på udvikling.

Jazz I Trekanten har siden 2015 lavet en årlig jazzfestival af samme navn i hele Trekantområdet. På bare fem år er festivalen vokset til at have status som en af Danmarks tre mest betydningsfulde jazzfestivaler og tæller mere end 120 koncerter i løbet af festivalperioden, som ligger samtidig med hele Trekantområdets festuge sidst i august måned.

I samarbejde Copenhagen Jazzfestival har Jazz I Trekanten i 2018 startet Danmarks første børnejazzfestival, Jazz for Kids, som finder sted i hele Trekantområdet i efterårsferien. Målet er at præsentere børn for jazzens energi og mangfoldighed. Her møder børn og deres voksne de professionelle jazzmusikeres kvalitetsmusik leveret i børnehøjde. Festivalen bliver afholdt i efterårsferien netop for at give familier mulighed for at have gode musikoplevelser sammen. 

Jazz I Trekanten arbejder målrettet med den unge jazzscene. Under jazzfestivalen skabes et JazzHouse i samarbejde med en lokal café, hvor scenen er åben for unge up-coming jazzbands, målrettet et ungt publikum. JazzHouse drives af en gruppe unge frivillige jazzentusiaster, som står for musikprogrammet, booking af bands og selve afviklingen af JazzHouse med scene, lys, lyd og etablering af live-visuals under koncerterne.

Den træning, de unge frivillige får på JazzHouse, målrettes de unges interesser, og Jazz I Trekanten arrangerer desuden workshops og undervisning i emner af interesse. Således udrustes de unge til at kunne søge optagelse fx inden for music management, sceneteknik eller skabe deres egne projekter som kulturentreprenører.

Udover at præsentere en bred vifte af jazz for et bredt publikum i hele Trekantområdet, arbejder Jazz I Trekanten målrettet og på mange fronter med at udvikle og udfordre både publikum, jazzen og koncertformatet. 

Under festivalen i 2018 præsenterede Jazz I Trekanten projektet Krydsfelt. Et projekt der blind-datede to musikere med vidt forskellig musikalsk baggrund og skabte rammerne for, at de i to dage kunne arbejde med at skabe ny og anderledes musik i et andet miljø end de normalt færdes i. Projektet vandt en JazzDanmark Prisen for ”Årets Nytænkende Koncertoplevelse” ved DMA Jazz 2018.

Under festivalen i 2019 udvikler Jazz I Trekanten et nyt koncept, hvor en ung musiker komponerer ny musik til Slesvigske Musikkorps, som så fremføres af Musikkorpset sammen med et ungt jazz-funk band.

Til Jazz for Kids arbejder Jazz I Trekanten på at udvikle en drømmekoncert, som kommer til at berøre sanserne med lyd, billede og følelse. Koncerten bliver blid og sanselig nordisk jazz, der vil være visuel lyskunst på væggene og børnene har mulighed for at medbringe deres yndlingsbamse eller dyne, der stimulerer tryghed og velvære under koncerten.

Med donationen fra Spar Nord Fonden får Jazz I Trekanten økonomisk ro de næste tre år til at udvikle endnu flere nye koncepter, der udvikler på både koncertformatet, musikerne og publikum. Målet er at få folk fra hele landet til at besøge Trekantområdet for at få en musikalsk oplevelse, udviklet specielt af Jazz I Trekanten, som de ikke kan få andre steder.

Om Spar Nord Fonden

I 2018 støttede Spar Nord Fonden 723 initiativer i Danmark med godt 63 millioner kroner. Der er tale om støtte til små og store projekter, hvor det er ens for alle, at det virkelig betyder noget, både for de der yder en uegennyttig og ekstraordinær indsats -og for alle dem, der oplever resultatet.

Med støtte over tre år til Jazz I Trekanten forfølger Spar Nord Fonden målet om at bakke op om kulturelle indsatser, der ud over at nå ud til dele af befolkningen, som normalt ikke beskæftiger sig med emnet, i den grad sørger for jazz, jazzens udvikling og glade oplevelser for både børn, unge og voksne.

Om Jazz I Trekanten

Jazz I Trekanten er en forening, der afholder jazzfestival under Trekantområdets Festuge i uge 35, JazzHouse med fokus på unge, børnejazzfestival i uge 42 og støtter Vinterjazzfestivalen i februar mm. 

I 2019 afholdes festivalen fra fredag d. 23. august til søndag d. 1. september, og programmet offentliggøres d. 20. juni. Der vil være mere end 120 jazzkoncerter i alle syv kommuner i Trekantområdet: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle.

Jazz I Trekanten startede i 2015 og er i dag blandt de tre vigtigste jazzfestivaler i Danmark. 

www.ibc.dk/hf-vuc/uddannelser/avu-9-10-klasse/
DEL