“Minimælk køres frem.”
Samtaleanlægget sørger for, at de ansatte i REMA 1000 i Ejby er orienteret om, hvad der rører sig i butikken.
En af dem er 19-årige Daniel H. Andersen, der den 1. august begynder i lære som salgsassistentelev i butikken, han i forvejen er souschef i.

”Folk hernede må vænne sig til, at jeg får en anden rolle. Det skal jeg også, selv om jeg jo kender butikken godt i forvejen. Jeg har aftalt, at min funktion bliver en mellemting mellem elev og souschef,” fortæller Daniel H. Andersen.
Han har arbejdet i butikken siden 2014 og avancerede til souschef ved nytår, da den tidligere souschef fik job i REMA i Kolding.

”Jeg har med tiden fået bygget mere og mere ansvar på. Jeg blev først lukkeansvarlig og siden åbneansvarlig sammen med en kollega, inden jeg ved årsskiftet blev souschef. Jeg står for kolonialafdelingen med omkring 2.000 varenumre,” fortæller Daniel H. Andersen.
Han har mellem 30 og 37 timer om ugen og nogle uger flere, samtidig med at han passer sin EUD Business-uddannelse fra IBC Fredericia Middelfart, der er hans teoretiske basis for at gå i salgslære.

”Købmanden holdt ferie for nylig, så jeg overtog butikken og var på arbejde før og efter skole. Jeg gør det, fordi jeg elsker arbejdet og derfor gerne lægger ekstra timer. Jeg vil være færdig og gøre arbejdet til perfektion. Andre skal heller ikke hænge på mit arbejde dagen efter,” siger Daniel H. Andersen, der bor i Nørre Aaby.

Han har tidligere sigtet mod at blive skolelærer eller webintegrator, men er svinget ind på karrierevejen som købmand. Han vil gerne avancere fra souschef via REMAs eget talentprogram og blive selvstændig købmand i REMA 1000-kæden, inden han fylder 26.

”Kæden giver gode muligheder for, at man kan avancere til købmand i en ung alder, som er mit mål. Jeg har fået megen tillid, som har givet mig det fokus, jeg vil benytte til at gøre karriere og skabe succes i livet,” siger Daniel H. Andersen.

Trods mange timer i REMA i Ejby er han opmærksom på, at livet også skal indeholde andet end at fylde minimælk op og bestille nye varer hjem.

”Jeg skal kunne lægge arbejdet fra mig, og det gør jeg ved at gå til bueskydning to gange om ugen. Så slukker jeg telefonen og fokuserer mig på bue og pil i tre timer. Den interesse er god for mig socialt og til at koble af fra arbejdet, der kan være stressfuldt og krævende til tider,” siger Daniel H. Andersen.