Forside Fredericia SOSUer klar til arbejdet i Fredericia Byråd

SOSUer klar til arbejdet i Fredericia Byråd

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Ved kommunalvalget tilbage i november lykkedes det for Tina Horne at blive valgt til Fredericia Byråd for Socialdemokratiet. Hun fik den sidste af de 13 pladser med sine 112 personlige stemmer. Fredericia Avisen har taget en snak med Tina om hvad der venter.

Tina Horne er 43 år gammel, lykkeligt gift og mor til to. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejder til dagligt i Vikarkorpset i Fredericia Kommune.

Selvom Tina Horne er ny i byrådet, er hun ikke ny i den politiske verden. Gennem en årrække har hun været tillidsrepræsentant for sine kollegaer i Vikarkorpset. Sideløbende har hun været fagligt aktiv i fagforeningen FOA. Hun har brugt den politiske verden til at præge den førte politik på plejeområdet.

Tina fik ved konstitueringen pladser i børne- og skoleudvalget, uddannelsesudvalget og by- og planudvalget. Det er alle udvalg hun glæder sig til at arbejde i:

“Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i udvalgene. Det hele er meget nyt for mig, men jeg er helt sikker på, at det nok skal blive rigtig godt”

Tina Horne får blomster og velkomst af Borgmester Jacob Bjerregaard. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.
Samarbejde på tværs af udvalg

Vi bragte tidligere på ugen en artikel med Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Larsen, der ønsker et opgør med silotænkningen mellem de forskellige udvalg. Dette er en holdning som Tina Horne deler med sin partifælle:

“Selvom jeg ikke sidder i senior- og handicapudvalget håber jeg, at de kan bruge min viden. At vi kan dele viden på tværs af de forskellige udvalg. Eksempelvis er Susanne Bjerregaard skolelærer, og har helt sikkert ting hun kan bidrage med ved os. Omvendt har jeg en stor viden hun nok kan bruge”

Der er især et emne, som Tina Horne vil have sat på dagsordenen igen:

“Vi havde engang et motto om at være børnenes by – vi skal tilbage til denne tankegang og have det som målsætning”

Slutteligt blev Tina Horne spurgt om, hvad hun gerne vil huskes for når der er valg igen i 2021. Til det svarede hun:

“Jeg vil gerne huskes for, at være hende der satte virkeligheden på dagsordenen. Men som byråd skal vi huskes for samarbejdet på tværs af udvalgene”