Forside Erhverv Sommerrock gjorde det igen

Sommerrock gjorde det igen

DEL
Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN

Fredag den 31. maj var det 15. gang, at der blev budt op til årets Sommerrock i Fredericia. Hele ugen op til den store byfest, summede byen af aktiviteter og forberedelse, forventningens glæde skinnede igennem, når man sludrede med både de involverede i selve arrangementet, men også med dem der ville ned i byen og feste, som de så poetisk beskrev det.

Fredericia Shopping, der er vært for Sommerrock på vegne af byens forretningsliv, havde på Rådhuspladsens scene allieret sig med Event C, der med sin store erfaring fra de mange vellykkede koncerter bidrog til at det var et festivalslignede setup med fede bands, ølboder og pølsekutteren.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

På Axeltorv var der også en kæmpe scene og der var i stil med oktoberfesten sat borde, bænke og barer op. Til børnene var der sat kæmpe hoppeborge op, og de var fyldt med glade hoppende børn i alle aldre.

Spar Nord havde på Ryes Plads, sammen med Den Engelske Pub, sat en stor scene op, lige foran alle cafebordene, passende sat ud til lejligheden og det gode vejr.

Da jeg var inde i byen tidligere fredag for at blive klippet, så jeg Rune Lindvig fra den Engelske Pub stå og balancere på en stige, mens han vandede sine blomsterkummer helt oppe over vinduerne, jeg har aldrig før lagt mærke til, at der var blomster deroppe før nu, på vej tilbage fra frisøren gik han og pudsede vinduer, mens han fløjtede. Jeg synes, at det i al sin enkelhed indrammer den glæde og forventning, der hele ugen har været her i Fredericia. Vi har sgu gået og glædet os.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Nede ved Urbania Streetfood og Cafe Mair’s var der også sat en scene op og også borde og bænke, Brian Løkkegaard fra Urbania Streetfood havde gjort gårdhaven klar og ude i Gothersgade var der spærret af i begge ender mellem havnen og Ryes plads, og opstillet mad og ølboder.

Velkommen til Danmarks fedeste byfest og største gratis festival jeg til dato har været med til.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Jeg tog ind til byen omkring klokken 17, festen var allerede godt i gang og min første tanke var at gå lidt rundt og se på alt det der foregik, og i hvilket humør folk var. Hold da op, der var mange mennesker, tætpakkede cafeborde, fyldt rådhusplads, musik og larm og glæde alle steder. Overflødighedshornet, af forskellige arrangementer, var så stort at det var svært at vælge et sted at starte. Jeg gik derfor bare rundt et par timer og snusede til det hele, hørte fed musik, fik mig en “læskedrik” og ja, jeg nød bare det hele og følte en nærmeste euforisk stolthed over at den by jeg voksede op i dengang i 7o’erne med Superfos og lugten af industri, på dagen havde udviklet sig til Danmarks svar på den græske ferieø Mykonos, mest kendt for sit festlige og farverige by og natteliv.

Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN

Senere på aftenen gik jeg stadig rundt og hyggede mig, dog med en tilbagevende tanke om, at jeg nu havde fået nok kilometer på skridtmåleren til ,at det snart var på tide at lægge kuglepennen og bare nyde festen et par timer, som man jo nu bedst kan med en fadbamse i hånden og i godt selskab. Jeg havde ikke aftalt noget fast med nogen, da jeg ikke helt vidste, hvornår jeg ville have tid til at sætte mig. Ved et tilfælde, mens jeg for tredje gang var på vej ned på Axeltorv, omkring ved halv otte tiden, gik forbi Kurt’s Kaffebar, hvor der sad der nogle gode bekendte, som insisterede på at give en øl. Jeg mener, der i Grundloven et sted står, at så er man også forpligtiget til at modtage en sådan gavmild gave, hvilket resulterede i jeg lagde min blok og kuglepen i lommen, tog jakken af og satte mig i det gode selskab. Tilfældigvis er den ene halvdel af dem, jeg møder, politiker og midt imens vi sad og talte om et andet partis nederlag, kom der et andet vennepar forbi, også med en politiker, så det resulterede i vi fik talt valg og verdenssituation over nogle velskænkede fadøl, uden for referat som det så fint hedder i den verden. Musikken banker løs ovre på Rådhuspladsen, folk gik glade rundt og sludrede, mange med et ølglas i hånden. Det var skønt.

Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN

Efter at have godt selskab og øl et par timer ville jeg lidt rundt igen, sulten var også begyndt at trænge sig på og jeg havde spottet, at der nede ved Urbania streetfood stod en gourmet-hotdog-vogn, jeg er glad for hotdogs og havde besluttet mig til, at den ville jeg aflægge et visit, på vej derned kom jeg forbi Ryes Plads, der var vildt gang i den og jeg stødte i Rune fra Den Engelske Pub igen, og benyttede lejligheden til at spørge ham hvordan det var gået indtil videre. “Vi er så heldige med vejret, det er en kæmpe succes, folk i Fredericia bakker virkeligt op i dag.” Jeg kunne ved selvsyn konstatere at Ryes Plads var proppet til randen med festglade mennesker.

Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN

Jeg fik løsrevet mig fra den fede musik og gode stemning, og gik ned til Gourmetpølsemanden, det viste sig at være en af ejerene fra Gris og Gris, Martin Andersen, der stod i den, det var anden gang de havde prøvet det sagde han til mig, da jeg var kommet igennem køen og stod ved disken. Der var to slags Hotdog at vælge imellem, en med tre slags løg og noget hjemmerørt Ramsløgsmayonaise, og en med bacon og noget så eksotisk som trøffelolie og syltede tomater. Jeg købte naturligvis en af hver til min vandsmægtede mave. Jeg tør godt afsløre det ikke er løgn, når Martin kalder det en gourmethotdog, de smagte eddermame godt. Med fornyet styrke gik jeg videre ned mod Urbania og Mair’s, da jeg vidste, at de lokale helte fra Padlock Chain spillede netop på det tidspunkt, dog med et pitstop i ølboden ved siden af, hvor Brian Løkkegaard fra Urbania streetfood stod og solgte øl og æblemost, jeg bestilte en fadbamse og mens Brian hældte den op fik jeg spurgt ham om hvordan festen gik nede ved dem: “Det går så godt, vi har vejret med os, fantastisk at vi i vores lille ende af gaden har så mange glade mennesker der fester sammen med os, sommerrock er en af de helt store mærkedage.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Jeg gik bagefter at have modtaget min kolde øl, gik jeg hen til scenen, hvor jeg headbangede lidt til musikken fra hele Fredericias populære skrammelrock-orkester. Min aften som udsendt fest-korrespondent havde nu nærmet sig sit højdepunkt og resten fortoner sig hen i gråzoner der, ikke nødvendigvis vil berige læseren af denne artikel. Jeg tør dog godt afsløre at øl er godt, Midt om natten gav den gas oppe på rådhuspladsen, og jeg kunne alle teksterne udenad.

Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN

Hvordan skal man her om søndagen beskrive sådan en byfest, tænkte jeg her til morgen da jeg stod op og tændte computeren.

“DET VAR EN KÆMPE SUCCES”, vil jeg med store tydelige bogstaver summere det op til, skarpt forfulgt af ,”FED FEST”!

Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN

Mit bedste bud er at over 10.000 mennesker var i byen, der var festivals stemning og glade dage alle steder, de forskellige scener var velbesøgt med fede bands og god lyd, der var store og mindre navne der spillede, der var sørget for aktiviteter til børnene, der var gang i salget i de lokale butikker ,der holdt åbent til klokken 22.00, der var ingen slagsmål, der var kælet for detaljerne, der var sygehjælpere i synligt tøj med førstehjælpskits, der var opsat mobile toiletter og meget mere.

Tak for en god fest.

Se her flere billeder:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
https://www.facebook.com/SusanneEilersenDF/
DEL