Den 11. juli ankommer 38 sårbare børn og unge til Strib Idrætsefterskole ved Middelfart for at tilbringe dage på Blå Kors’ sommerlejr. Børnene kan se frem til gode oplevelser med fokus på fællesskab, omsorg og nærvær.

Der har i år været rift om pladserne på Blå Kors’ sommerlejr i Middelfart.

Lejren finder sted på Strib Idrætsefterskole, hvor en masse frivillige voksne er klar til at tage imod børnene og give dem nogle gode oplevelser, de kan have med hjem i bagagen.

Særligt i år har mange familier været ekstra pressede på grund coronatiden. Lejrleder Ann Sofie Gunderstofte har været med som frivillig på en af Blå Kors sommerlejre fire gange tidligere. Hun glæder sig til møde børnene.

”Vi vil gerne give børnene et pusterum fra den hverdag, de kommer fra. Vi giver dem lov til at være sig selv og være børn. De får plads, omsorg og nærvær. Vi lytter til de historier, de fortæller os. Derudover er vi en lejr, som går meget op i at skabe nogle sjove og fede aktiviteter for de her ”betweeners”, som ikke er børn eller teenagere, men midtimellem. Vi arrangerer fysiske aktiviteter som sport, men skaber også plads til at være kreativ og spille brætspil”, siger lejrleder Ann Sofie Gunderstofte.

Ikke føle sig alene

I alt 38 børn i alderen 7-12 år er tilmeldt lejren, som starter lørdag den 11. juli og slutter fredag den 17. juli. Lejren er for børn fra familier med for eksempel sociale udfordringer, alkohol- eller stofmisbrug i familien eller familier, som er økonomisk trængte.

Et af temaerne, som de sætter fokus på under lejren i Middelfart, er at bryde tabuer. Ikke bare børnenes, men de voksne stiller sig op og fortæller om nogle af de udfodringer, de har mødt i deres liv, og det gør stort indtryk på børnene, fortæller lejrleder Ann Sofie Gunderstofte.

“Vi vil give børnen en oplevelse af, at de ikke står alene. Om man er vokset op som skilsmissebarn, blevet mobbet, har forældre med misbrug eller mistet nogen, man har tæt på. Vi vil gerne være rollemoddeler og vise, at selvom det hele kan virke uoverskueligt som barn, hvor de er nu, så kan man godt bryde med det. Og så opfordrer vi dem til at tale med nogen om det.”

Styr på hygiejne og sikkerhed

Planlægningen af lejren har været i gang længe. De seneste måneder har man hos Blå Kors arbejdet på højtryk for at sikre, at lejrene kunne afholdes trods situationen med coronavirus.

På lejren er der derfor masser af håndsprit, værnemidler og fokus på at opdele børnene i mindre grupper. Størstedelen af aktiviteterne foregår udendørs og hver dag kommer der et professionelt rengøringsfirma.

I løbet af dagene skal børnene blandt andet på udflugter og deltage i forskellige aktiviteter på efterskolen.

Blå Kors afholder i alt otte sommerlejre i Jylland og på Sjælland og Fyn.

Skriv et svar