Der er ikke en gang gået to måneder siden, vi var låst fast under samme tag som vores partner – nu kommer sommerferien så også lige oveni. Måske er den tiltrængt for nogen, og måske er den frygtet for andre.

Har vi noget at snakke om? Forventer min partner at vi skal dyrke al den sex, vi ikke har fået dyrket siden jul? Hvad med vores sammenbragte børn – vil de overhovedet kunne samme?

Der kan være mange forventninger til en ferie, og meget sjældent bliver alle de forventninger indfriet. Der kan også være mange bekymringer inden en ferie, og desværre bliver nogen af dem ofte en realitet. Fælles for begge del er, at vi rigtig gerne vil hygge os og få det bedste ud af tiden sammen, derfor lader vi som ingenting, hvis vi bliver udfordret.

Et eksempel kunne være, at vi godt er klar over, at vi ikke har meget tilfælles, og at vi også er dårlige til at tale sammen og spørge ind til hinanden. Når vi så sidder dér på campingpladsen, og børnene er rendt om på hoppepuden, så bliver der frygtelig stille i forteltet. Men ingen af os vil bringe den manglende kommunikation på banen, for vi vil ikke risikere at ødelægge den dårlige stemning. Men tja, den kæmpestore lyserøde elefant i rummet, bliver ikke mindre, fordi vi forsøger at tie den ihjel.

Annonce

Eller hvad med den sex? Er der et håb om at afstanden fra dagligdagens stress samt andre rammer udenfor hjemmet skal tilvejebringe den savnede lagengymnastik? Værst er det, hvis det kun er den ene af jer, der går og håber på et mirakel, for du eller din partner tør formodentlig ikke spørge ligeud, af frygt for en endegyldig afvisning, og du orker måske ikke (igen) at skulle slukke den andens lystfølelse ved et ”nej”, så I vælger begge at gå som katten om den varme grød.

Der er kun én ting at gøre, uanset hvilken udfordring jeres kærlighed står overfor her i sommerferien: sig den højt!

Selvom I begge har de bedste intentioner – nemlig at forsøge at skabe en hyggelig stemning – så sker der bare desværre mange gange det modsatte, når vi forsøger at ignorere det åbenlyse. I bedste fald får I skabt noget tåleligt, i værste fald ender det med en emotionel eksplosion.

Vær i stedet bevidste om, hvad der er på spil. Erkend det, italesæt det, forventningsafstem samme. Og så kan I derefter ”parkere” den til ferien er ovre, eller hvornår I ønsker at kigge på den sammen igen. Vær bevidste om dette strategivalg, så det bliver en fælles overlagt beslutning, hvor I sammen kan nå en enighed om, at I tager hånd om udfordringerne, når I kommer hjem. Så fejer I ikke udfordringerne ind under gulvtæppet, men samtidig vælger I det rette tid og sted for dem – sammen!

Jeres følelser kan sagtens sameksistere. Det behøver ikke være enten eller – det kan sagtens være både og.

Håb og ærgrelse kan godt hånd i hånd. Så længe de begge får plads. Hvis vi derimod ignorerer det ubehagelige, har det en tendens til at råbe højere.

Med ønsket om en god og forhåbentlig varm sommer til alle jer læsere derude!

Du kan læse mere om min praksis som parterapeut og sexolog på www.dittewinkel.dk eller oppe over på instagram og følge min konto https://www.instagram.com/dittewinkel/ , hvor jeg løbende lægger viden, øvelser og info om kærlighed og sex ud.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer