Løft hovedet, lad øjnene vandre og bliv opmærksom på alle de flotte farver, der findes rundt omkring i Middelfarts hyggelige og spændende gader. Nu da sommeren er over os er det blevet tid til en af bibliotekets faste traditioner. Det er naturligvis årets udgave af Byturen, der vanen tro leder børn og voksne ud på en både lærerig og underholdende gåtur.

Blik for detaljen
Det er blevet en fast og populær sommertradition, at Middelfart Bibliotek inviterer hele familien på en nøje planlagt gåtur rundt i Middelfart. Undervejs skal man have øjnene med sig, så man kan besvare de spørgsmål, der knytter sig til ruten. Dette års byvandring har fokus på byens farver, som ofte bare flyder forbi øjnene uden at man tænker over det.

Jagten på farverne starter ved KulturØen og fører byturs-gængerne rundt om det nye bycenter, forbi banegården og gennem den hyggelige gamle bydel. Turen fortsætter ned til Lillebælt, hvor man kan hvile øjnene, mens ørerne tager over og lytter til lydene fra Lillebælt i den nyindviede lyttestation. Her det bæltets marsvin der har ordet. Herefter går turen forbi Gammel Havn og langs vandet tilbage til KulturØen. Turen er ca. 3 km i alt.

Ruten og spørgsmålene findes i Bytursfolderen, som nu ligger klar til afhentning på bibliotekerne i hele kommunen og på Middelfart Museum. Når turen er gået og spørgsmålene besvaret, skal svarene afleveres på et af bibliotekerne – hvis man vil deltage i konkurrencen om flotte præmier.

Med øjne på stilke
Middelfart by er rig på sjove og smukke steder, og det nærmest vrimler med skulpturer, statuer, særlige sten og specielle sanseindtryk. Undervejs på turen, som er udførligt beskrevet i folderen, hvor der også er en masse sjove historier om de steder, man kommer forbi. Alt er tilrettelagt således, at både børn, forældre og bedsteforældre kan tage hinanden i hånden, gå turen og besvare spørgsmålene, som let kan besvares på ved blot at kigge opmærksomt.

– Hvis man tager nogle billeder undervejs på turen, må de meget gerne deles på bibliotekets Facebook-side, oplyser Middelfart Bibliotek.

Årets bytursfolder kan hentes frem til den 26. august på bibliotekerne. Der ligger også en printklar version på bibliotekets hjemmeside. For at deltage i konkurrencen skal svarene være biblioteket i hænde senest den 26. august.