Onsdag aften blev Tøjhuset fyldt af glade gæster, der fejrede et kvart århundrede med byens kendte værested, Solstrålen.

En af dem der var allermest glad, var Torben Hansen, der indtog scenen og fortalte om alle de mange engagerede mennesker, hvis indsats har gjort det muligt at skabe et unikt sted, som brugerne er meget glade for. Som ildsjæl har Torben været med til at kæmpe for stedets succes gennem årerne. Han kom selv fra en svær baggrund, og blev kendt i Fredericia for sit arbejde som leder af Solstrålen.

Torben Hansen roste alle ildsjæle på Solstrålen (Foto: Fredericia AVISEN)

Vi talte med Peder Tind (V), formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, der havde stor ros til Solstrålen:

“Jeg ønsker dem i den grad tillykke. Det er en helt fantastisk indsats, de har gjort henover årerne, som der virkelig er grund til at være stolte af”, sagde han og tilføjede:

“Ikke mindst på grund af den aktuelle debat og indsats indenfor misbrugsområdet, er det afgørende at have steder som Solstrålen, der kan hjælpe folk gennem svære forløb. Også hvis man har det psykisk svært, betyder den her form for engagement utrolig meget”.

Peder Tind (V) og Torben Hansen var enige om Solstrålens store betydning i byen (Foto: Fredericia AVISEN)

Torben Hansen fra Solstrålen beskrev overfor Fredericia AVISEN, hvor meget fællesskabet betød:

“Du får kammerater. Folk der er med til at samle dig op, eller hvor du selv begynder at hjælpe med at samle nogen op. Det har hjulpet mig, og jeg er utrolig glad for Solstrålen og det her fremmøde og den her opbakning”, sagde han glad og stolt.

I tidens løb har Solstrålen også fået støtte fra kommunen, men Torben Hansen forklarede at man satte en ære i at få økonomien til at køre på egne ben. Således havde man sparet sammen til festlighederne denne aften:

“Det er det, jeg mener. Det er venner, kammerater og fællesskab. Vi bakker op om hinanden, og det er den stemning, du kan mærke”.

Fællesspisning med festmiddag for Solstrålen (Foto: Fredericia AVISEN)

Stemningen var da heller ikke til at tage fejl af. Alle var i godt humør, og der kom klapsalver fra salen, når der blev nævnt navne på ildsjæle oppe fra scenen.

Peder Tind (V) roste alle ildsjæle og ønskede stort tillykke (Foto: Fredericia AVISEN)

Vi spurgte Peder Tind, om hvordan han så på Solstrålens fremtid og placering i byen:

“Hvis det står til mig, så skal de da have 25 år mere. Det er en kæmpe bedrift at skabe så godt et værested, og det ligger mig meget på sinde at der findes tilbud som Solstrålen”, sagde han.

Salen var fuld af engagerede mennesker (Foto: Fredericia AVISEN)

Du kan se et indslag fra arrangementet her: