Det bliver tredje gang, dressurrytteren Susanne Jensby Sunesen fra Thisted, skal deltage i de Paralympiske Lege. Sidst blev det til sølv, og i Tokyo kan den erfarne rytter se frem til at ride ind på sin nye hest, Leeds, der tilmed er hjemmeavlet.

”Det betyder sindssygt meget at være udtaget. Det er og bliver rigtig spændende. Det er mit tredje PL, men denne gang på en ny hest. Han er hjemmeavlet, og det er første gang, han skal til et stort stævne”, fortæller Susanne Jensby Sunesen, der har stutteri i Thy sammen med sin mand.

Ambitioner i Japan

Susanne Jensby Sunesen red en sølvmedalje hjem til Danmark, da hun deltog ved PL i Rio i 2016. Dengang var det på hesten Thy’s Que Faire, men i Tokyo er det Leeds, der sammen med Susanne skal præstere foran dommerne på Equestrian Park.

”Det er jo en ny hest, så selvfølgelig vil jeg gerne gøre det godt med den. Jeg håber på en top fem, for der er både en dobbelt paralympisk mester med samt to, som jeg har tabt guld og sølv til. Og de har begge mere rutinerede heste end mig. Men på en god dag kan det sagtens gå min vej – og så ved man jo aldrig, hvad der kan ske,” fortæller den beskedne nordjyde.

Et liv med heste

Susanne Jensby Sunesen begyndte at ride allerede som 7-årig, men var i 2006 ude for en ulykke. En tung halmballe faldt ned over hende. Hun brækkede ryggen og blev delvist lam fra navlen og nedefter. Susanne Jensby Sunesen har dog kæmpet sig tilbage på hesteryggen og har været med på den helt store internationale scene i mange år.

En anderledes sidelinje i Tokyo

Susanne Jensby Sunesen er godt klar over, at deltagelsen ved dette års PL på mange måder bliver anderledes, end da hun deltog i London og Rio. Det har corona-pandemien sørget for. Men hun tror stadig på, at det bliver en stor oplevelse.

”Det bliver godt – bare lidt anderledes. Det er megastort at være af sted, fordi man er en del af et større fællesskab, end vi er til VM eller EM. Normalt må vi se de andre atleters kampe, men i år må vi så følge dem på en anderledes sidelinje og fejre hinanden hjemme i PL-byen,” fortæller Susanne Jensby Sunesen.

De tre øvrige dressurryttere, der er udtaget til PL, er Katrine Kristensen, Caroline Cecilie Nielsen og Tobias Thorning Jørgensen.

DIF, Parasport Danmark og Team Danmark
Det er første gang, at DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer