På denne solrige lørdag havde op mod 400 socialdemokrater fra hele Region Syddanmark lagt vejen forbi Erritsø Idrætscenter. På menuen stod en lang dag med repræsentantskabsmøde.

Snakken går lystigt da vi træder ind i den store idrætshal. En masse socialdemokrater har allerede sat sig til rette med kaffe og rundstykker. Beværtningen fejlede bestemt ikke noget denne lørdag morgen.

Første punkt på dagsordenen var fanemarch, hvor alle de lokale kredses faner blev båret ind til lyden af de knap 400 socialdemokrater der sang ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN
Regionsformand Poul-Erik Svendsen

Derfra gik tiden med mandatopråb og en kort intro fra den valgte dirigent. Den første der fik ordet var formand regionsrådsgruppen for Socialdemokraterne i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen.

Det er selvsamme Svendsen der tilbage i november ikke formåede at samle stemmer nok til at tage formandsstolen i Regionsrådet. Starten på hans beretning til forsamlingen gik da også på nederlaget – og Stephanie Lose og Villy Søvndahls succes.

“Valgnederlaget skyldtes, at Villy Søvndahl tog vores stemmer” lød det fra talerstolen, til protest fra flere af de lokale medlemmer. Det vurderede tydeligt ikke analysen som gyldig.

“Demografien er en mega udfordring. Det er godt – vi har flere ældre. På en kort periode er gennemsnitsalderen hævet med 3 år. Hver andet nyfødt barn bliver over 100 år” sagde Poul-Erik Svendsen med en begestring i stemmen. Det er især pointen om, at sundheden er blevet så meget bedre, at danskerne bliver ældre og ældre der glæder Svendsen.

Et nyt universitetshospital lå også Poul-Erik Svendsen på sinde:

“Vi skal have et nyt universitetshospital. De indledende øvelser er færdige – og vi har skrevet under med byggefirmaet én gang – og vi er klar til den endelig underskrift. Det er SF ikke – og personligt synes jeg, at det er at spille hasard med borgerne! For hvad er alternativet? Det er at vi ikke får eet nyt hospital, og det gavner altså ingen” lød det fra talerstolen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN
Christel Schaldemose indtog også talerstolen

Socialdemokratiets medlem af Europaparlamentet, Christel Schaldemose, havde også vendt snuden hjem mod Danmark, hjem mod Region Syddanmark.

“Jamen hvad er det I laver dernede i EU? Ja altså for det første er EU også her, men jeg er med på, at spørgsmålet går på hvad vi laver i Bruxelles. Det er særligt én ting jeg har lavet her på det sidste: Reddet menneskeliv. Det lyder voldsomt, men det er reelt nok. Vi har vedtaget en ny lov, så vi undgår endnu en diesel-skandale. Jeg har kæmpet og presset de andre, så vi kunne nå i mål – og det lykkedes” sagde Schaldemose til stor klapsalve fra salen.

Facebook stod også for skud under Schaldemoses tale fra talerstolen:
“Jamen Christel, hvordan går det lige med Facebook? Det spørgsmål møder jeg tit lige nu. Men faktum er, at det er flere år siden vi vedtog en ny databeskyttelseslov. En lov der beskriver, at data kun må benyttes til forbrugerens fordel, til noget forbrugeren har givet tilladelse til” lød det fra europaparlamentarikeren.

“Vi lever i en datadrevet verden, så vi undgår det ikke. Det er desværre et trist eksempel når Cambridge Analytica køber data og misbruger det. Folk spørger mig: Kan det være rigtigt at de har påvirket Brexit? Ja. Det er et kort svar, men desværre sendt. Vi har en helt ny debat der skal tages, om hvordan vi beskytter demokratiet. For det er en vigtig debat, som jeg håber også vil blive taget op i EU” fortsatte Christel Schaldemose.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN.
Niels Ole Beck gik på talerstolen

Niels Ole Beck er formand for Socialdemokratiet i Region Syddanmark. Han fik ordet efter en virkelig imponerende tale fra Christel Schaldemose. Fra talerstolen skulle han berette om medlemsaktiviteterne i det forgangne år.

Især kurser til kandidater til både kommunal- og regionsrådsvalg optog formanden:

“Vi havde forsøgt at skabe en pakke, så vi kunne klæde vores kandidater godt på. Det er svært at være i valgkamp, så vi forsøgte at give dem de bedst mulige chance” sagde Niels Ole Beck fra talerstolen.

Også regionsrådsvalget optog selvsagt formanden:

“Vi gik i forhandlinger med SF, Radikale og Alternativet – og vi landede en aftale. Men deres baglande ville ikke være med, og så stod vi tilbage med SF. Et styrket SF med Villy Søvndahl i spidsen” lød det fra formanden.

“Det er et nederlag når vi mister mandater – og det gjorde vi. Derfor er det et nederlag. Det er selvsagt svært at kæmpe mod en som Villy Søvndahl i medierne. Han har et navn – og så er han overalt på nationale og regionale medier” fortsatte han.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Derfra blev der tid til en frokostpause, hvor partiet diskede op med lækker smørebrød.

Mette Frederiksen slog vejen forbi Erritsø

Efter et besøg hos Socialdemokratiet i Region Midtjylland tog Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen turen til Fredericia og Erritsø Idrætscenter.

Til stående ovationer kunne partiformanden indtage talerstolen, med emner fra OK18 til udligningsreform og udlændingepolitik.

Vi er nød til at love danskerne, at vi ikke lukker flere udlændinge ind end vi har kapacitet til at integrere. Danskerne skal have tillid til, at vi ikke bare lukker alle ind, men at vi sætter krav og siger fra når nok er nok” lød det fra Mette Frederiksen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN.

Derfra gik resten af tiden med diverse forskellige valg til forskellige poster i partiet.

Følg med på Fredericia AVISEN for flere historier, herunder et interview med Christel Schaldemose.