Henrik Thermansen Møller undrer sig over, at Susanne Eilersen endnu ikke har meldt ud, at hun trækker sig fra Fredericia Byråd, når hun 1. august tiltræder som medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Han mener ikke, at man kan bestride de to poster på samme tid.

– Er det rimeligt at forvente en vis form for arbejdsindsats og engagement i byens drift og forvaltning. Eller må man forvente at en byrådspolitiker sagtens kan bestride to tunge politiske poster samtidigt. Er vi ved at være der, hvor arbejdet i byrådet ikke tæller lige så meget som forskellige poster i diverse bestyrelser og foreninger. Eller kan vi med rette forvente, at en politiker, der er valgt til byrådet, også bruger de kræfter og den tid som reelt kræves i et travlt byråd, lyder det spørgende fra Henrik Thermansen Møller.

Der er intet i loven der forhindrer borgere i, at være valgt til både Folketinget og lokale byråd. Med det sagt er der dog flere partier, der har taget stilling og har meldt klart ud, at man som medlem af de partier ikke må bestride mere end én politisk valgt post. De såkaldte ”dobbeltmandater” har i mange år været til debat – og står det til Henrik Thermansen Møller, skal de helt forbydes.

– Fredericia står i den situation, at Susanne Eilersen har fået en plads i Folketinget. Det er jo som sådan også fuldt ud acceptabelt. Men dette burde helt automatisk have fået Susanne til omgående at trække sig fra posten som viceborgmester, og derefter burde hun trække sig helt som medlem af byrådet, siger Henrik Thermansen Møller.

Susanne Eilersen har tidligere været i Folketinget fra 2015 til 2019. Her bestred hun samtidig en post som 1. viceborgmester i Fredericia Kommune. Det er derfor ikke uvant for DF’eren at varetage både de lokale og de nationale interesser. Men det ændrer ikke på, at Henrik Thermansen Møller ikke mener, at det kan hænge sammen med de to politiske hverv.

– Lige meget hvilken farve kasket man ifører sig, burde det stå krystal klart, at det simpelthen ikke er muligt at udfører begge opgaver tilfredsstillende. Skal vi som by bare finde os i, at Susanne nu ikke længere lægger samme energi og arbejdsindsats i sit medlemskab af Byrådet. Eller bør vi med rette kunne forvente at Susanne omgående trækker sig, lyder det spørgende fra Henrik Thermansen Møller, der fortsætter:

– Hvis man træder et skridt tilbage og ser overordnet på tingene, så er det faktisk udelukkende blå blok der tillader dobbeltmandater. Det siger måske en lille smule omkring, hvad vi som borgere kan forvente af vores politikere. Skal vi virkelig acceptere, at en plads i byrådet, bare skal betragtes som et springbræt til bestyrelsesposter, gratis kulturelle oplevelser og styrkelse af ens personlige omgangskreds. Jeg vil mene, at Vores Fredericia fortjener mere. Det er nu vi skal sige fra. Nu er tiden kommet til, at vi må kunne forvente mere af vores valgte byrådsmedlemmer.

– Fredericia har været en hårdt prøvet kommune i de sidste mange år. Det har absolut ikke ligefrem været nogle tillidsvækkende byråd der har siddet. Derfor vil jeg mene at vi som by, nu er kommet dertil, hvor vi må stille nogle krav til vores byrådsmedlemmer, lyder det afslutningsvist fra Henrik Thermansen Møller.