Siden 1. juli har det været lovpligtigt at tilbyde social tandpleje i de danske kommuner. Derfor har sundhedsudvalget besluttet at oprette social tandpleje til borgere med særlige sociale problemer i Jyllandsgade.

”På kort sigt har vi en opgave, der skal løses her og nu – nemlig etablering af social tandpleje til borgere med særlige sociale problemer. Derfor har vi besluttet at oprette en social tandpleje i centralklinikken i Domus Axel. Men på sigt vil det være naturligt at kigge på, om social tandpleje skal være en del af en samlet voksentandpleje med klinikfaciliteter i sundhedshuset”, fortæller Susanne Eilersen, formand for Sundhedsudvalget.

Ved at placerer den sociale tandpleje i Jyllandsgade kommer kommunen tæt på målgruppen, som der er en formodning om, er koncentreret omkring midtbyen. Målgruppen skal opsøges og visiteres i samarbejde med aktører i det sociale arbejde. Disse kan også hjælpe med at ledsage borgerne til tandpleje.

”Klinikken vil have åbent en eftermiddag hver anden uge efter lukketid. Vi ser gerne, at klinikken som udgangspunkt er bemandet med to tandlæger og to klinikassistenter, men det er noget, vi nu skal i dialog med de faglige organisationer om”, siger Turan Savas, næstformand i Sundhedsudvalget.

Fredericia Kommune forventer, at der i opstarten vil være ca. 40 borgere, som gør brug af tilbuddet.

”I udsatterådet glædes vi over, at den nye lovgivning omkring Social Tandpleje nu følges op af handling i Fredericia Kommune. Vi håber, det kommende tilbud kan afhjælpe den store efterspørgsel på nem adgang til tandpleje blandt socialt udsatte. Vi vil selvfølgelig følge udviklingen i tilbuddet”, siger Bjarne Dahlmann, formand for Udsatterådet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil en kommune af Fredericias størrelse med tiden skulle forvente omkring 200 – 220 bruger af social tandpleje.

Klinikken er klar til at modtage patienter fra januar 2020.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer