Onsdag formiddag havde Social- og Sundhedsskolen i Fredericia bedt Sune Nørgaard Jakobsen om at holde foredrag i skolens kantine og fællesareal. Her satte den lokalkendte debattør, blogger og foredragsholder eleverne på skolen ind i virkeligheden bag hans fortid som kriminel, og hvordan man skaber et mønsterbrud.

Der var stille, da Sune forklarede publikum, hvilken følelse han havde, da han første gang måtte konstatere, hvordan det føltes, når man ikke kunne åbne en dør indenfra. Sådan en stille og svær konstatering, han fik meget tidligt i livet, da han første gang kom i fængsel.

“Du bliver nødt til at kunne være i stue med dig selv for tiden går langsomt”, sagde han. Man sidder på få kvadratmeter og har kun sig selv at tale med. Efter tumult i fængslet måtte Sune på et tidspunkt klare otte måneder i isolation. Det er en oplevelse, han aldrig glemmer, og som han gerne vil advare alle unge om.

“Det kan godt være, at man tror man er sej og smart. Men når først man sidder helt alene og stirrer ud i luften, så får man tid til at tænke”, sagde Sune. Han vil gerne have, at de unge tænker før de lander sådan et sted, og ikke efter.

Hvordan bliver man en mønsterbryder? (Foto: Fredericia AVISEN)

Hele Sunes tumultariske liv blev rullet ud, og ærligheden sprang ud over bordene, hvor eleverne tydeligvis var påvirkede af den hårde slagside i et kriminelt liv. Men også fortællingen om den dysfunktionelle familie og hvordan det kriminelle miljø blev til familie, fik opmærksomheden op. Efter foredraget ville eleverne gerne spørge ind til gode råd, og hvordan Sune havde fundet vej igennem det hele.

Som noget nyt er Sune også begyndt at blogge på Fredericia AVISEN, og det har givet ham meget stor respons. Men det er fortsat i den daglige kontakt med pårørende, misbrugere og unge at han føler sig mest hjemme. Dog er foredragene også vigtige for Sune:

“Når jeg står og taler til de her mennesker, der jo skal ud og tage sig af andre medmennesker – så håber jeg det gør en forskel, at de kan se en med min fortid fortælle om, hvor svært det er at se sig selv, når man er ung og bare vil derudad. Men også for, at de kan genkende tegnene på problemer og komme ind bagved den unge”, forklarer Sune.

Flere af medarbejderne kendte Sune godt, for han har været elev på skolen. Det var en svær omvæltning for ham at komme ind i et uddannelsesforløb den gang, men som de tidligere lærere bemærkede, var det tydeligvis gået godt for ham.

“Jeg skulle slås for det, der var meget at indhente, men I hjalp mig”, sagde Sune glad.

Der blev klappet godt af, og eleverne havde fået sig en formiddag med input og viden fra en verden, de færreste kender til.

https://www.facebook.com/Fredericiavinhandel/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her