Tobias Ross Reymond fra Kolding-forstaden Jordrup er en ung mand med store drømme. Han vil følge i fodsporene på de danske Oscar-vindere – han vil nemlig være skuespiller. Efter et ophold på Skuespillerakademiet i København skifter han i efteråret Danmark ud med England, hvor han skal gå på East 15 skuespillerskole lige uden for London.

Der gik et jubelbrøl gennem stuen på Oscar-natten, da vinderen af ”Årets Udenlandske Film” blev kåret. Den danske film Druk med store filmstjerner som Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen. En film der ikke er helt ukendt for Tobias. Han er nemlig med en håndfuld gange som statist. Men hans drøm for fremtiden er, at det er hans navn, der står på filmplakaten.

– Da jeg var yngre og så en film, som jeg synes var god og som ramte mig, en film der satte noget i gang, der tænkte jeg, at den følelse kunne jeg godt tænke mig at give videre til andre. At jeg ligesom kan sætte et eller andet i gang hos andre med min præstation. Det er det, jeg godt kunne tænke mig at give videre, forklarer Tobias Ross Reymond.

Tobias har allerede nu været med i en række mindre filmproduktioner, hvor særligt arbejdet med at forene sig selv med en karakter har været spændende for den unge koldingenser.

– Jeg synes, det er meget fedt det her med karakterarbejde, at man bliver ét med sin karakter. Det er virkelig spændende, at man i én film spiller én karakter og i den næste spiller noget helt andet. Jeg kan bare godt lide at leve mig ind i noget. Det er mit frirum at være i det, siger Tobias.

Efter at have været på Skuespillerakademiet i København har Tobias fået mod på at prøve chancen og tage skridtet videre som skuespiller.

– Jeg har fået en masse ting med i rygsækken, som jeg kan tage med videre. Jeg har fået redskaber med, som jeg kan bruge i fremtiden. Jeg har også fået en tro på, at det kan lade sig gøre. Da jeg startede, der var jeg rimelig grøn, selvom jeg da havde lidt erfaring. Men jeg var usikker på, om det var en verden for mig. Men jeg fandt ud af, at der var plads til forskelligheder og plads til at udfolde sig. Der har skolen givet mig troen på, at det kan lade sig gøre, fortæller Tobias Ross Reymond.

Nu er han så småt på vej til udkanten af London. I efteråret hedder skolen East 15, og de trygge danske rammer bliver skiftet ud med nye engelske rammer.

– Det startede med, at jeg i efteråret 2019 søgte ind på Den Danske Scenekunstskole for at se, om der virkelig var noget i det her. Jeg gik videre til anden prøve – og der gik det op for mig, at jeg nok var havnet på den rette hylde. Men jeg kom ikke ind det år. Jeg søgte så ind i både Danmark og England – og endte med at komme ind i England. Nu skal jeg læse en 3-årig bachelor i BA acting international på East 15, med andre ord en international skuespilleruddannelse. Vi er 16 internationale studerende på min årgang. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg skal forhåbentlig over og lære endnu mere og udvikle mig yderligere, forklarer Tobias.

Hvorfor skal Jordrup skiftes ud med London? Det er fordi, Tobias gennem hele livet har forsøgt at tage skridtet op og gøre tingene lidt større. Men selvom han her i sin ungdom udforsker og oplever, så håber han også en dag at slå sig ned. Men for nu skal der udforskes og udfordres.

– Jeg har altid haft en udlængsel. Jeg er født i en forholdsvis lille by, som jeg har været glad for at vokse op i. Det var meget trygt og rart. Da jeg så blev ældre flyttede jeg til Haderslev, men jeg ville gerne noget endnu større. Derfra blev det Kolding – og jeg ville gerne møde noget endnu større. Så jeg rejste ud som guide og oplevede noget af verden. Efter det, så tog jeg på Skuespillerakademiet i København. Det føltes mega fedt at komme herover, hvor der er mange muligheder. Nu hedder den London – og det har jeg det også super fedt med. Jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvad det er. Der er mange muligheder, mennesker, kulturer og forskelle. Det glæder jeg mig rigtig meget til, lyder det fra Tobias Ross Reymond.

Janteloven er så dansk, som det kan være, men alligevel beder jeg Tobias om at drømme stort og tro på sine egne evner. Hvor kan det her bære dig hen?

– Drømmen er, altså den helt store drøm, at jeg en dag selv står og tager imod den der Oscar-statuette. Efter jeg har været med på en optagelse til en film, der har vundet en Oscar, så får man da mere blod på tanden. Men der er lang vej igen. Men jeg vil rigtig gerne kunne leve af det, jeg elsker. Og jeg elsker det her. Så må vi se, hvad fremtiden bringer – om det er Hollywood eller at undervise på en efterskole. Det må vi se. Forhåbentlig giver de tre år i England mig en masse færdigheder og muligheder for at vise mine evner til folk herhjemme og i udlandet, svarer Tobias Ross Reymond.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer