For at undgå mulig smittespredning skal personer, der har været i nær kontakt med én, som er testet positiv for ny coronavirus, isolere sig i eget hjem og selv blive testet. Rammerne for dette beskrives i Sundhedsstyrelsens nye retningslinje for smitteopsporing hos nære kontakter.

En forudsætning for den gradvise kontrollerede genåbning af samfundet i Danmark er, at vi samtidig har et stort fokus på at mindske smitte i befolkningen. Det er afgørende for at undgå en uhensigtsmæssig hastig spredning af ny coronavirus.

”Samtidig med at vi åbner samfundet op, skal vi have fokus på at mindske smittespredningen. Med dette nye program, hvor vi opsporer de nære kontakter, har vi udviklet en målrettet indsats, der vil mindske risikoen for smittespredning. Vi kan ikke undgå al smittespredning, men vi kan med hjælp fra danskerne bringe den ned. Rammerne for det, har vi beskrevet i vores nye retningslinje,” siger centerchef Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen.

Den nye retningslinje beskriver, hvem der defineres som nære kontakter, hvornår man skal selvisolere, hvor og hvornår de nære kontakter skal testes og hvilken information, de skal have. Det vil kun være i helt særlige situationer, at der er tale om en nær kontakt – særligt hvis man generelt har været god til at overholde Sundhedsstyrelsens råd om isolation af syge, hygiejne og om at holde afstand.

”Det her program skal ses i sammenhæng med de andre vigtige anbefalinger om at forebygge smittespredning. Samlet set kan det udgøre en bæredygtig og langtidsholdbar strategi, hvor vi både kan undgå smittespredning samtidig med, at vi kan genåbne samfundet og opretholde et hverdagsliv,” forklarer Helene Probst.

Personer, der er testet positiv for ny coronavirus, opfordres til at tage kontakt til dem, som de har været i nær kontakt med, og informere dem om, at de skal kontakte egen læge, så de selv kan blive testet og at de skal isolere sig, indtil de har modtaget testsvaret. Man skal samtidig henvise dem til Sundhedsstyrelsens informationsmateriale om, hvordan man skal forholde sig, hvis man har været i nær kontakt med én, der er testet positiv for ny coronavirus.

Sundhedsstyrelsen udgiver både beskrivelse af program for smitteopsporing af nære kontakter og en informationspjece til dig, der er en nær kontakt.

COVID-19: Smitteopsporing af nære kontakter

Almen praksis og ny coronavirus

Til dig, der er en nær kontakt til en person, der er smittet med ny coronavirus

Skriv et svar