Folkekirkens Nødhjælp gør det nu muligt for kunderne i Føtex at donere deres aflagte tøj til et godt formål direkte ved butikken. Ved 59 af landets Føtex-butikker er der blevet sat tøjcontainere op fra Folkekirkens Nødhjælp. Det gælder også i Fredericia, hvor du kan donere dit tøj ved både Føtex på Venusvej og i Prinsessegade.

Den megen ekstra tøj, der kommer ind, vil primært blive solgt videre som genbrugstøj, og pengene går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for verdens fattigste. Organisationen budgetterer med i alt at få en mio. kr. ind direkte gennem de nye tøjcontainere ved Føtex i 2016.

”Pengene kommer til at gøre en stor forskel for nogle af verdens fattigste og mest udsatte mennesker,” siger Rikke Hovgaard Lorentzen, der er leder af genbrug i organisationen.

Dansk Supermarked og Folkekirkens Nødhjælp har haft et frugtbart samarbejde i flere år. Gennem projektet ’Giv en livline til Malawi’ har kunder og medarbejdere i Bilka-kæden samlet mere end 20 mio. kr. ind til sundhedscentre i Malawi – et af verdens fattigste lande.