Jernalderhåndværkerne rykker ind på VejleMuseeerne – Kulturmuseet og viser smedehåndværk fra gamle dage. Alle får mulighed for at prøve selv.

I jernalderen var knive, økser og våben absolut nødvendige i dagligdagen – for at kunne leve og overleve. Men hvordan lavede de egentlig våbnene?

Det vil VejleMuseernes jernalderhåndværker, Jan Lauritsen, vise søndag den 1. november klokken 13-17, når han rykker fra jernalderlandsbyen i Vingsted og ind til Kulturmuseet i Spinderihallerne i Vejle.

Jan Lauritsen tager sin oldtids-esse med og smeder på en økse i museets atriumgård. Gæsterne kan kigge nærmere på processen – eller prøve selv. Hvis man synes en økse er lidt for stor en sag at smede, er der mulighed for at lave små smykker og tage dem med hjem.

Gæsterne får også lejlighed til at se en lille film om, hvordan man udvinder jern og kigge nærmere på en lille udstilling af knive, økser og landbrugsredskaber fra jernalderen.

”Vi glæder os til en hyggelig søndag med gang i essen,” siger Jan Lauritsen, der med rette kan kaldes en erfaren jernaldersmed. Han har arbejdet med håndværk i 20 år.