Smart Parat Svar er en storstilet, landsdækkende quiz for 6. klasser i folkeskolen. I hold på fem deltagere fra hver klasse skal der dystes på paratviden og samarbejde. I år har 433 klasser fra hele landet meldt sig til.
Første runde finder sted den 3. december. De quizzer om en plads i regionsfinalerne, som afholdes den 14. januar 2015.

I Fredericia dyster 8 forskellige klasser fra Ullerup Bæk skolen og Kirstinebjergskolen på paratviden. Det foregår i Det Bruunske Pakhus fra kl. 9.30.

Landsfinalen mellem de otte vindere fra de regionale runder finder sted 25. februar 2015 i Odense. Dagens vært er Danmarks quiz-konge Sigurd Kongshøj Larsen, og vinderne får 10.000 kr., som klassen frit kan bruge på lige det, de har lyst til – og retten til at kalde sig Danmarks klogeste klasse resten af året!

Øv dig med app og meget mere
Smart Parat Svar har lavet en app, så alle kan øve sig inden det store slag. Og selvom man ikke går i 6. klasse, er det sjovt at udfordre familien til quiz – her er helt sikkert god underholdning. App’en findes både til iPhone og Android, den er gratis og kan hentes på www.smartparatsvar.dk.

Fakta
Det overordnede mål med Smart Parat Svar er at stimulere børnenes læselyst og nysgerrighed i et bredt perspektiv. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur. Det er sejt at læse og at være nysgerrig på verden. Det er både bøger, film og musik, som er grundlaget for quizzen, og den dækker en lang række emner.

Smart Parat Svar samarbejder med TV2 Regionerne, der undervejs bringer reportager og transmitterer fra de lokale og regionale runder. TV2 Regionerne sender selvfølgelig også fra finalen den 25. februar i Odense, hvor Danmarks klogeste klasse skal kåres.

Smart Parat Svar er udviklet af Gentofte Bibliotekerne og bliver til i et samarbejde mellem Kulturstyrelsen, Danmarks børnebiblioteker og TV2 Regionerne. Quizzen har kørt siden 2005 med stor succes.

(Foto: smartparatsvar.dk)