Forside Erhverv Slutspurten er i gang hos Babyhule – men drømmen er ikke slukket

Slutspurten er i gang hos Babyhule – men drømmen er ikke slukket

DEL
babyhule
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

I december kunne Fredericia AVISEN fortælle, at Babyhule lukker. Ikke fordi forretningen ikke kører, men fordi indehaver Michelle Boring Haugsted vil have mere tid til sine børn.

Det er en temmelig grå dag i Fredericia, da vi kører forbi Babyhule på Devantiersvej i Fredericia. Ophørsudsalget er skudt i gang, og Michelle satser på at få solgt ud. Lokalerne er allerede ved at blive tømt, der er ikke mange varer på hylderne.

Dog er der lige en udfordring: Der er en hel sending tøj på vej.

“Der er en hel sending tøj på vej, som kommer i næste uge. I den her branche bestiller man varer et halvt år før tid, og dengang havde jeg ikke besluttet at lukke”, fortæller Michelle Boring Haugsted.

Men Michelle er fortrøstningsfuld, det skal nok gå godt – ligesom udsalget indtil videre har gjort.

“Det er gået rigtig godt. Der er stort tryk på hjemmesiden, men der er også rigtig mange der kigger ind forbi. Det har heller ikke været så svært at få folk ind, som jeg havde troet. Mange er kørt langvejs fra for at kigge ind, det har været rigtig fedt”, fortæller Michelle.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Drømmen er ikke slukket

Det er tydeligt at mærke på Michelle, at det her er hendes helt store drøm. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper, og har en plan om at de næste år skal gå med det. Men drømmen er bestemt ikke slukket.

“Det her er min passion. Jeg elsker det her, det gør jeg virkelig. Jeg vil også meget gerne gøre det igen, og jeg har også tænkt mig at beholde domænet babyhule.dk, men den bliver lukket for en tid”, fortæller hun.

“Planen er at lukke butikken og hjemmesiden helt ned i en periode, fem år tror jeg. Men jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan holde mig fra det. Min symaskine står i hvert fald ikke stille”, slutter hun.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN
https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere
DEL