Forside FHK Slutspilshold løb fra FHK i de sidste ti minutter

Slutspilshold løb fra FHK i de sidste ti minutter

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Langt hen ad vejen hang FHK godt på, da fredericianerne mandag aften testede formen af mod Århus, der i sidste sæson var i slutspillet i Ligaen. I de sidste ti minutter af opgøret løb Århus fra FHKs oprykkerhold og endte med at vinde 28-32.

Forleden spillede Århus mod mægtige PSG, og det var derfor noget af en kontrast til dagens kamp, der blev spillet for øjnene af en 3-400 tilskuere i thansen Arena.

Tilskuerne kunne se, at FHK hang godt på i starten, og stemningen i hallen blev god, da Tobias Møller lavede et kongestuds på et straffekast lige foran blok H.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

I starten af kampen var det særligt Rune Schrøder, der bød sig til angrebsmæssigt for fredericianerne. Den helt store spiller for hjemmeholdet var imidlertid Jimmi Andersen.

Han diskede op med flere store redninger, og takket være en redning af FHK-keeperen og et par gode aktioner af Jakob Mikkelsen kom hjemmeholdet foran 9-8.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Det fik prompte Århus-træner Erik Veje Rasmussen til at tage timeout, og det fik straks en effekt. Århus kom foran 9-11, men FHK fik sat en prop i, og flere gode aktioner af Rune Schrøder gjorde, at pausestillingen var 12-13 til Århus.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Fra anden halvelgs start blev tempoet skruet i vejret for begge hold. Målene begyndte at vælte ind i begge ender, og FHK viste, at de sagtens kan være med i det høje tempo.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

FHK-træner Jesper Houmark mente, at det begyndte at gå lige hurtigt nok og ville formentlig justere noget forsvarsmæssigt. Derfor forlangte han timeout 35 minutter inde i kampen ved stillingen 16-17.

Som kampen skred frem satte Århus sig mere og mere på kampen. Med et kvarters tid igen var Århus foran 19-23, da Tobias Møller satte et straffekast sikkert ind bag indskiftede Emil Tellerup.

Det fredericianske hjemmehold lagde sig dog ikke ned. Først scorede højrefløjen Oliver Skytte, der var med i truppen i stedet for skadede Jakob Frederiksen, og efterfølgende sendte Rune Schrøder et projektil i mål til 21-23. Det fik Århus-træner Erik Veje Rasmussen til at forlange timeout med 13 minutter tilbage af opgøret.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Helt tæt blev det på ti minutter igen. Gode aktioner af Rune Schrøder og Jakob Mikkelsen angrebsmæssigt gjorde, at de sidste ti minutter blev intense.

Med syv minutter igen blev der for alvor spænding om hvem der ville vinde kampen. Rune Schrøder scorede til 26-26, og bedst som man troede, at FHK havde overtaget skruede Århus bissen på og scorede til 26-27.

Et boldtab og en bold, som Emil Tellerup burde have reddet, bragte Århus på 26-28 og så lignede det, at aarhusianerne ville trække fra og køre sejren hjem i thansen Arena.

Effekten fra en timeout af Jesper Houmark i slutminutterne udeblev, og FHK måtte sande, at der er forskel på et oprykkerhold og et slutspilshold.

FHK endte med at tabe deres næstsidste træningskamp med 28-32. FHK spiller deres sidste træningskamp på onsdag, hvor BSV venter i JYSK Arena.

DEL