Sydøstjyllands Politi har i en koordineret aktion anholdt en 33-årig mand og en 33-årig kvinde, som begge er sigtede for bedrageri i stor stil med salg af falske festivalbilletter på internettet.

I går ved middagstid blev sagens hovedmand, en 33-årig mand, anholdt på hans adresse i Varde, og i nat anholdt Sydøstjyllands Politi medgerningsmanden, en 33-årig kvinde fra Vejle, i Kastrup Lufthavn. Begge er sigtede for bedrageri ved at handle med fiktive festivalbilletter på internettet.

“De to anholdte er mistænkt for at  have benyttet den samme “arbejdsmetode” i alle bedragerierne, nemlig at sætte de fiktive billetter til salg på internettet og aftale pris via sms eller telefonisk med køberen. Bagmændene har så gjort brug af det, vi kalder et muldyr, og muldyret er en person, som har givet sine egne kontooplysninger til bagmændene. Herefter har køberne sat penge ind på denne konto, og bagmændene har delt pengene med muldyret.  Festivalbilletterne kom dog aldrig frem med posten til køberne, og i løbet af foråret begyndte vi at modtage anmeldelser om dette”, fortæller politikommissær Jens Møller Pedersen fra Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi arbejder lige nu med ca. 200 anmeldte forhold af denne type – til et samlet udbytte på foreløbigt omkring en halv million.

“Efter disse anholdelser skal vi nu i gang med et større efterforskningsarbejde, og vi skal kigge nærmere på, om de anholdte kan sigtes for flere forhold”, siger politikommissær Jens Møller Pedersen.

De to anholdte er mistænkte for at operere under falske identiteter, og efter anholdelserne er der foretaget ransagninger på flere adresser med tilknytning til de anholdte.

“Det er en stor og omfattende sag, og der sidder et stort antal mennesker i hele Danmark, som er blevet snydt og ikke har fået noget for de penge, de har overført til gerningsmændene. Det er samtidig et klart eksempel på, at man skal tænke sig om, når man overfører penge til fremmede mennesker uden at have en vare i hånden. I bund og grund kan jeg blot opfordre til, at man bruger den sunde fornuft, når man handler på internettet”, forklarer politikommissær Jens Møller Pedersen.

Begge anholdte sigtes for bedrageri og fremstilles i Grundlovsforhør ved Retten i Kolding kl. 11:00.

Opdateret klokken 14.40

Grundlovsforhør i sag om salg af falske festivalbilletter: Fire ugers varetægtsfængsel til begge sigtede, oplyser politiet.