Onsdag inden Kr. Himmelfartsdag åbner årets store særudstilling på Vejle Kunstmuseum, Kunst for kød. Åbningsdagene markeres med en række gratis omvisninger og en eksklusiv snigpremiere tirsdag aften.

Vejle Kunstmuseum er glade for og stolte af at kunne slå dørene op til særudstillingen Kunst for kød, der åbner onsdag d. 12. maj 2021. Her præsenteres hele 88 værker skabt af de unge kunstnere, der senere skulle danne Cobra-bevægelsen, med Asger Jorn i spidsen.

I udstillingen tages vi med tilbage til tiden før og under 2. Verdenskrig. En tid præget af uro, frihedsberøvelse og lukkede grænser, hvilket tvang de unge kunstnere til at søge inspiration nye steder. Resultatet blev fødslen af en ny kunstretning: Den abstrakte ekspressionisme.

– Udstillingen og dens værker, der tager os med tilbage til tiden omkring 2. Verdenskrig, er yderst aktuel lige nu. Her i 2021 står vi i en historisk periode, hvor vi på én gang kan begynde at se frem mod lysere tider, men stadig omfattet af diverse restriktioner og retningslinjer grundet Coronakrisen. Ligesom dengang, begynder vi nu at opdage, hvad det er kunst kan i en krisetid, udtaler Mathilde Renberg, museumsinspektør på Vejle Kunstmuseum.

Der er netop åbnet for tilmeldinger til gratis omvisninger i forbindelse med åbningen, og til den eksklusive snigpremiere tirsdag d. 11. maj kl 19.00. I skrivende stund er godt halvdelen af billetterne væk, så tøv ikke for længe.

Slagtermesteren, der blev kunstsamler
Slagtermesteren Max Wørzner fra Vejle fik, som en af de første, øjnene op for den nye kunst. Han lod sig ikke påvirke af, at kunstnernes nye udtryk hverken faldt i god smag i de etablerede kunstkredse eller i den brede befolkning.
Han havde en stor interesse for kunst, købte værker efter hvad der talte til hans hjerte, og opbyggede et nært venskab med mange af de unge kunstnere. Han købte ofte værkerne direkte af kunstnerne – nogle gange endda inden malingen på lærredet var tørt.
En del af betalingen bestod ofte af kødpakker, der var en overdådig luksus for de fattige kunstnere. Deraf udstillingens titel.


Kunstnerne, der vendte krise til nybrud
Den nye kunstretning var kendetegnet ved, at kunstnerne fandt inspiration i alt fra krigens indgriben i deres liv, myter, sagn og etniske masker, til psykoanalytikeren Sigmund Freuds tanker om ‘det underbevidste’.


Resultatet blev abstrakte, farverige værker, der var skabt med stor ekspressivitet, der oftere gengav kunstnernes sindstilstand og drømme, end den virkelige verden.

Mange af de unge kunstnerne blev senere en del af Cobra-bevægelsen (1948-1951), der med Asger Jorn i spidsen var fortaler for, at kunsten skulle fungere som en samlende enhed for folket efter 2. Verdenskrig. Tanker og idéer fra dengang er stadig til inspiration for kunstnere den dag i dag.

En helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie
Krigen og de mange følgende restriktioner sled hårdt på Max Wørzners nerver og frihedselskede sind, og han døde allerede i 1945. I løbet af de forholdsvis få år han købte og samlede kunst, lykkedes det dog at opbygge en af de mest interessante samlinger, der vidner om en helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie.


I 1995 lykkedes det – takket være en række fonde samt private sponsorer – at erhverve Max Wørzners samling til Vejle Kunstmuseum.

Udstillingen Kunst for kød præsenterer hele 88 værker, der tæller arbejde på papir, grafik, maleri og skulptur. Udover værker fra Vejle Kunstmuseums egen samling, er der indlånt værker fra SMK Statens Museum for Kunst, Aros Aarhus Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Der er til udstillingen produceret et rigt illustreret katalog med artikler af museumsinspektør på Vejle Kunstmuseum Pernille Rom Bruun, museumsdirektør på Enigma – Museum for post, tele og kommunikation Jane Sandberg og assisterende professor i Kunsthistorie ved Københavns Universitet Kerry Greaves. Kataloget kan købes i museumsbutikken.

Udstillingen og det tilhørende udstillingskatalog er blevet til med generøs støtte fra 15. Juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden og Beckett Fonden.

Udstillingen kan opleves på Vejle Kunstmuseum i perioden fra d. 12. maj – d. 14. november 2021. Der vil på Vejle Kunstmuseums hjemmeside løbende blive offentliggjort information om flere arrangementer og aktiviteter i forbindelse med udstillingen.

Eksklusiv snigpremiere
Tirsdag d. 11/5-21 kl 19.00, dagen inden udstillingen åbner, kan du få et eksklusivt kig indenfor, sammen med museumsinspektør Mathilde Renberg. Billetten er inkl. et glas bobler, og lidt andet lækkert. Køb det store udstillingskatalog til særpris sammen med billetten.
Pris: 125,- / 200,- inkl. udstillingskatalog


Gratis omvisninger
Onsdag og torsdag kan du komme på en gratis omvisning i udstillingen, med museumsinspektør Mathilde Renberg. Du kan købe det store udstillingskatalog til særpris sammen med tilmeldingen.
Onsdag d. 12/5-21 kl. 14.00 og 16.00
Torsdag d. 13/5-21 kl. 11.30 og 13.30


Ved stor interesse afholdes der flere gratis omvisninger andre dage i Kristi Himmelfartsferien.
Tilmelding sker via vejlemuseerne.dk/åbning-kunst-for-kød

Tilmelding er nødvendig til de gratis omvisninger og den eksklusive snigpremiere. Du er også velkommen til at besøge museet på egen hånd uden tilmelding. Der er altid gratis adgang.


Det er altid er en tryg oplevelse at gå på museum. Husk at gæster over 15 år skal vise gyldigt corona-pas. Læs mere på vejlemuseerne.dk/tryghed


Praktisk information
Særudstilling: Kunst for kød
Sted: Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle
Åbner onsdag d. 12/5. Eksklusiv snigpremiere tirsdag d. 11/5 kl. 19.00.
Udstillingsperiode: 12.05.21 – 14.11.21
Mere info og billetter: vejlemuseerne.dk/kunst-for-kød
Museets åbningstider: Tirsdag-søndag, 11.00-17.00
Gratis adgang

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer