De udsatte i Fredericia har et skur på parkeringspladsen ved enden af Kongenstræde. Sidst Fredericia AVISEN lagde vejen fordi, var der oprydning på programmet, og denne gang er turen kommet til en større renovering.

Solen skinnede over Fredericia på en ellers råkold fredag formiddag. Fredericia AVISENs kulturredaktør, Thomas Lægaard, skrev på legende og fortællende vis om skurets betydning for de udsatte i Fredericia – og den kom bredt ud. Den kom så bredt ud, at Varehuschef for Silvan i Fredericia, Henrik Spetzler så den og straks fik lyst til at donere materialer.

“Vi synes det er et godt projekt for nogen af de udsatte her i byen. Vi havde muligheden for at hjælpe med materialer, det er vi meget interesserede i. Det er godt for byen, og så føles det også godt inden i, at vi kan hjælpe andre”, siger Varehuschef i Silvan Fredericia, Henrik Spetzler.

“Vi læste om det på Fredericia AVISEN, og vi ville gerne give hånd med, nu når vi havde chancen”, slutter han.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Bag opmålingerne og tankerne står en lokal borger. Han ville ikke have sit navn eller firma med, han er en helt normal borger, der bare havde lyst til at give en hjælpende hånd. Det kan man da kun have stor respekt for.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Der var mødt mange op til fredagens byggeri, både af brugerne og alle mulige andre, der havde lyst til at give en hånd med. Uden mad og drikke, så duer helten ikke. Så derfor havde Bjarne Dahlmann, formand for Udsatterådet, taget suppe og boller med.

Der summede af liv, og snakken gik lystigt. Der blev sagt tak for hjælpen en helt masse gange, for det betyder virkelig meget for brugerne, at vinden nu ikke længere fiser ind i skuret.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Skuret er et mødested og et fristed for Fredericias udsatte borgere. De kender hinanden på godt og ondt, og så elsker de at være sammen. De holder sammen i tykt og tyndt, det er helt fantastisk at se på. Det er bestemt ikke sidste gang, at Fredericia AVISEN kigger forbi skuret for enden af Kongensstræde.