Vejle Boldklub spillede søndag eftermiddag et jysk opgør mod oprykningsmandskabet, Viborg FF. Det endte med remis i form af 1-1, da ligheden mellem klubberne var, at de manglede den sidste skarphed foran målet. Efter kampen var det en skuffet men også fortrøstningsfuld cheftræner for det kriseramte Vejlehold, der gav sit besyv på opgøret:

– Jeg er skuffet over resultatet, men det var også noget af det bedste fodbold, vi har spillet. Det var en jævnbyrdig kamp, hvor hvert hold havde sine faser i kampen, og Viborg havde bestemt også deres chancer, siger Peter Sørensen.

Ifølge cheftræneren for rækkens nummer tolv, så er det hans opgave at få de små marginaler til at tippe deres vej, og det blev ikke en realitet søndag eftermiddag. De havde en del chancer foran målet, som kunne have givet scoringer, men slutproduktet var ikke godt nok.

Efter 66 minutter kom Peter Sørenens mandskab frem til en stor chance, der skulle have været føringsmålet. Efter et lille lop af kreative Arbnor Mucoli, havde den græske hurtigløber, Dimitris Emmanouilidis, en friløber, som han sparkede lige på målmanden, Lucas Lund Pedersen. Netop grækeren var blevet skiftet ind i pausen i stedet for målscorer, Luka Djordjevic, som pådrog sig en skade før pausefløjtet.

– Vores angribere ( Andres Ponce og Luka Djordjevic red.) arbejdede hårdt, men jeg noterer mig, at de er et stykke fra deres topform. De har mere at byde på, og det håber jeg, at vi kan få frem i den her sæson, uddyber Peter Sørensen.

Derudover havde Hans Høllsberg en kæmpe chance kort tid før slutfløjt, som han skulle have scoret på. Det var symptomatisk for opgøret, at han missede denne mulighed, da det rød-hvide mandskab havde vanskeligheder ved at tippe detaljerne og nuancerne til deres fordel:

– Nuancer og detaljer afgør fodboldkampe, eksempelvis at sparke en retur i målet. Men jeg er meget tilfreds med vores udtryk, og det er den bedste præstation i min tid. Vi sjusker med nogle boldtab, som giver Viborg farlige chancer, men der er stor fremgang at spore – hos den enkelte og hos holdet, og det både defensivt og offensivt.

Der var flere gange under kampen, hvor hjemmepublikummet var utilfreds med dommeren, og dermed var det ikke alle kendelser, der gik hjemmeholdets vej, hvilket kunne tydeligt høres på Vejle-fansene, som var massivt til stede. Utilfredsheden med dagens dommer blev markeret med sarkastiske jubelbrøl og klapsalver, når dommertrioen dømte til Vejle Boldklubs fordel.

Det er ikke noget, som Peter Sørensen hæftede sig ved efter kampen, selvom han gerne havde set, at viborgenserne fik flere gule kort. Dog fastslog han, at det ikke blev udslagsgivende for opgøret.

Afslutningsvis noterede han sig, at de stod stærkt ved dødbolde og standardsituationer, hvilket Viborg-backen, Christian Sørensen, var hovedpersonen for.

Det fik cheftræneren til at rose ham efter kampen:

– Christian er farlig på sine dødbolde og en vigtig spiller for Viborg, men jeg har jo også selv uddannet ham, sluttede Peter Sørensen med et skævt smil.

Vejle skal allerede i aktion på onsdag, når det gælder Vanløse IF i en udebanekamp i Sydbank Pokalen.

Skriv en kommentar