Det var en smilende cheftræner for Fredericia Håndboldklubs ligaherrer, men skuffelsen lyste ud af øjnene på ham. De forsvarende danmarksmestre fra Aalborg vandt en kneben sejr med to mål foran 1.880 tilskuere i thansen ARENA.

“Det er vel en blandet følelse jeg står med. Jeg er stolt og glad over, at vi endnu engang får presset Aalborg. Så er jeg skuffet, for anden gang i denne sæson, over at vi ikke får point mod Aalborg”, lyder det fra Jesper Houmark.

Hvad er det der gør, at kampen er så tæt?

“De initiativer vi tager de lykkes. Vi får Aalborg spillet hen et sted hvor de skal spille i stærkeste opstilling og spille 7-mod-6. Vi får presset dem derud vi gerne ville, hvor de virkelig skal kæmpe for de to point”, svarede Houmark.

I dækkede højt på Smarason. Virkede det?

“Det synes jeg, at det gjorde. Det er også det der tvinger Aalborg i 7-mod-6. Der er vi glade for, at den strategi den lykkedes. Så er vi glade for, at vores eget 7-mod-6 kom til at fungere”, forklarede Houmark.

I er foran efter 45 minutter, en timeout fra Aalborg – og så var I nede med fire. Hvad skete der?

“Der går vel det galt, at vi er lidt hektiske på nogle afslutninger i kontrafasen, og det straffer Aalborg. Samtidig går de i 7-mod-6, og det fik vi ikke lige omstillet os 100% på fra starten af. Der spillede Aalborg klogt og sikkert. Det er stor rutine og stort cadeau for, at de lige strammer grebet der. Det er også det der gør, at de spiller Champions League og er et verdensklassehold”, siger cheftræneren.

Aarhus er næste gang. En klub du har en historie med. Hvordan bliver den kamp?

“Jeg glæder mig rigtig meget til gensynet med Aarhus. Jeg har haft rigtig mange gode år i Aarhus Håndbold. Jeg glæder mig til at komme op og besøge de personer jeg kender der. Så håber vi på, at vi kan levere ligesom vi fik gjort hjemme mod Aarhus, for så tror jeg også vi skal spille om pointene”, lyder det fra Houmark.

I vandt sikkert på hjemmebane. Hvad er opskriften?

“Vi skal prøve at se om ikke vi kan tage noget af den selvtillid med, som vi har fået skabt gennem de sidste par kampe. Så skal vi tro på, at projektet kan lykkes. Det tror jeg, at vi får med ud af den her kamp også”, siger han afslutningsvist.

Skriv et svar