Afspærringen omkring boligblokken på Koralvej i Sønderborg er ophævet, men Syd- og Sønderjyllands Politi vil også i dag foretage forskellige undersøgelser på stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fortsat ingen anholdte i sagen, men søger en mistænkt person. Der er umiddelbart intet, der tyder på, at episoden er banderelateret. Efter politiets opfattelse er der tale om en intern konflikt mellem to personer.

Politiet vil meget gerne tale med en ung mand, som løb fra stedet umiddelbart efter skudeepisoden. Manden beskrives som ca. 20-årig, spinkel, slank af bygning, ca. 180 cm. høj og mørk i huden, iført en lys t-shirt og en lyseblå bøllehat.

Tilstanden hos den 29-årige mand, som blev ramt af skud, beskrives fortsat som stabil.

Har man oplysninger til sagen, kan politiet kontaktes på 114.