Der venter mange oplevelser i skoven for hele familien til Skovens Dag på Trelde Næs

Søndag den 6. maj danner Trelde Næs endnu engang rammen om årets ”Skovens Dag” i Fredericia. Det er en dag, som giver mulighed for at komme en tur ud i det fri, prøve forskellige aktiviteter og møde skovens folk. Der bliver aktiviteter for både store og små, så hele familien kan deltage i aktiviteter og finde noget at fordybe sig i.

I løbet af dagen vil der være flere guidede ture, hvor du kan høre om skovens historie eller komme med på en bi-safari.

Skovarbejderne, en række foreninger og ildsjæle deltager i Skovens Dag og viser, hvordan de bruger skoven. Du kan f.eks. møde jægere, spejdere, fiskere, insekt- og paddekyndige, hundeførere, le-slåere, en træklatrer og en kunstner. Alle parat til at give dig en oplevelsesrig og spændende dag i skoven.

”Det er dejligt at opleve, at der er flere og flere foreninger og grønne ildsjæle, som deltager med aktiviteter på Skovens Dag. Det fortæller os, at borgerne i Fredericia er glade for naturen og især for Trelde Næs”, fortæller naturvejleder Bjarne Christensen.

Dagen starter ved Trelde Naturcenter, hvor Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget byder velkommen, og jægerne blæser i jagthorn. Herefter kan du og din familie nyde de mange spændende aktiviteter kl. 11-15.

Du kan købe forfriskninger flere steder i skoven. I Naturskolen stiller Trelde Næs Camping med kaffe og kage og på stranden, er der pølser og snobrød, så man ikke skal gå sulten derfra.

Skovens Dag en fast tradition

Skovens Dag er en tilbagevendende begivenhed i Fredericia Kommune, som er blevet et stort tilløbsstykke med mange hundrede besøgende. I år er det 14. gang dagen bliver markeret på Trelde Næs, der er et populært udflugtsmål for både mange fredericianere og turister.

Der er busforbindelse til Trelde Næs med bybus linje 6, som kører lige til døren. I anledning af Skovens Dag er der en ekstra afgang fra banegården kl. 10.22.

Se det fulde program her