Værkstedskæden Skorstensgaard åbner portene til sin 7. afdeling den 1. marts. Den nye filial er placeret i Esbjerg og vanen tro, så er brødrene Martin og Anders Skorstensgaard gået all in i investeringen sammen med en partner, der får ansvaret for den daglige drift. Denne gang er partneren, Mikkel Larsen, hentet fra egne rækker, idet den 32-årige mekaniker allerede har fire år på Skorstensgaard-cv’et.

– Mikkel startede på vores værksted i Kolding som mekaniker og har også løst en række andre funktioner hos os. Han har altid leveret høj kvalitet, og da han udtrykte ønske om, at han godt kunne tænke sig at blive partner, så var vi meget hurtige til at sige ja, for han kender jo vores kultur indgående, siger Martin Skorstensgaard, der er driftsdirektør i Skorstensgaard-kæden, i en pressemeddelelse.

Mikkel Larsen er på alle måder klar til opgaven. Hans seneste opgave har netop været at være med til at få et nyetableret værksted i Vejle godt i gang, så han føler sig helt tryg ved den proces, der nu skal i gang.

– Det bliver fedt. Vi rykker jo ind i noget, der minder om et helt nyt værksted. Vi får til huse i en gammel, stor lagerbygning i Esbjerg V og det eneste, der er tilbage, det er skallen fra lagerbygningen. Alt det indvendige er helt nyt. Der er bygget kontorer, toiletter, venterum til kunderne og helt nyt værksted med 15 lifte. Det bliver en ren fornøjelse, siger Mikkel Larsen, der ikke har gjort sig mange tanker om, at der står Skorstensgaard i stedet for Larsen på gavlen.

– Det betyder helt ærligt ikke noget for mig. Det jeg er interesseret i er, at jeg får en god, solid og sund forretning op at stå og der ved jeg, at chancerne er så meget bedre, ved at være en del af Skorstensgaard. Jeg har jo også kunnet følge med i de sindsyge vækstkurver vi haft, når der bliver åbnet et nyt værksted og så er jeg helt grundlæggende vild med konceptet og den måde, de driver forretning på, siger Mikkel Larsen.
Som partner får han selv hånden på kogepladen, da han hæfter for en pæn procentdel af det økonomiske. Men Skorstensgard-konceptet betyder blandt andet, at der er sat en stor sum penge af til markedsføring af det nye værksted.

– Det er genialt for en mand som mig. Jeg har kone og tre børn, så jeg kan ikke tillade mig at satse hele butikken. Men her får jeg muligheden for at etablere mig som selvstændig alligevel, fordi der er en medinvestor, siger Mikkel Larsen.
Administrerende direktør Anders Skorstensgaard glæder sig også til at åbne i Esbjerg.

– Vi har haft kig på Esbjerg længe. Det er Danmarks femtestørste by og vi ser et enormt potentiale for vores virksomhed her. Med hovedafdelingen i Kolding, så er der allerede en del der kender os og vi har også haft en stigende efterspørgsel på etablering af et værksted i Esbjerg. Men vi skulle lige finde det rigtige sted og den rigtige mand, siger Anders Skorstensgaard.

I første omgang vil Esbjerg-afdelingen være bemandet med en værkfører og fire mekanikere ud over Mikkel Larsen. Men ambitionsniveauet er væsentligt større.

– Om et år, så forventer jeg, at vi har skabt 10-15 arbejdspladser på værkstedet i Esbjerg. Det viser mønsteret fra vores andre afdelinger. Vores målsætning er, at vi løbet af 12 måneder skal være det største frie værksted i Esbjerg, siger Anders Skorstensgaard.

Faktaboks
– Virksomheden Skorstensgaard startede i Fredericia august 2009 med brødrene Skorstensgaard og en ekstra mekaniker.
– I dag har Skorstensgaard 130 ansatte fordelt på syv afdelinger.
– Skorstensgaard har hovedkvarter i Kolding – og derudover afdelinger i Odense, Fredericia, Ballerup, Aarhus, Vejle – og nu Esbjerg.
– Martin og Anders Skorstensgaard ejer selv værkstederne i Kolding, Fredericia, Odense og Aarhus. De tre resterende ejer Skorstensgaard sammen med de respektive partnere, der varetager den daglige ledelse og drift.
– Skorstensgaard har en målsætning om at være landsdækkende i 2020.
– Omsætning samlet i 2009/2010 15,5 mio. kroner. Omsætning i 2016 95 mio. kroner.