Folkeskoleelever fra Trekantområdet er de seneste uger tyvstartet på DM i Skills, som holdes i Fredericia til februar. Eleverne har deltaget i konkurrencer, der skulle afspejle deres skills, og i denne uge blev vinderne kåret.

Næste års lejrskole bliver lidt sjovere for 8. a for Vamdrup Skole. I denne uge kom der nemlig et uventet tilskud til klassekassen for deres overbevisende præstation i en skolekonkurrence udskrevet af arrangørerne bag det forestående danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne DM i Skills 2016, der holdes i Messe C i Fredericia fra den 4. til den 6. februar.

I konkurrencen skulle eleverne svare på række spørgsmål, som de kunne finde svarene på ved at besøge de lokale erhvervsskoler på deres introdage. 8. a var helt suveræne. De opnåede en score på 7.380, hvilket var næsten dobbelt så højt som 2. pladsen. Det indbragte dem altså førstepladsen på 10.000 kroner til klassekassen.

Men 8. a nøjedes ikke bare med førstepladsen i quiz-konkurrencen. Skills Danmarks havde også udskrevet en Instagram-konkurrence, hvor eleverne skulle uploade billeder, der afspejlede deres egne eller andres skills. Vinderne blev fundet ved en brugerafstemning, og her løb Luise Toft fra samme 8. a med 3. pladsen – og yderligere 4000 kroner til klassekassen.


Førstepladsen i Instagram-konkurrencen og dermed 8.000 til klassekassen gik til Ida Hald fra 8. X på Ellevangskolen i Risskov. Hun har indsendt en video af hendes tegne-skills.

Andenpladsen blev Emely Buchholt fra 8. A på Bakkeskolen i Kolding, der har indsendt en video af en veninde, der kan sige som en høne. En video, der indbragte 6000 kroner til klassekassen.

På introdagene deltog eleverne i sjove konkurrencer, og også her bliver der snart fundet en vinder for hvert område i landet og vinderne skal dyste til DM i Skills i februar.

FAKTA:

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere. De kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Ved det seneste DM i Skills, der løb af stablen i januar 2015 i Bella Center i København, besøgte 68.000 mennesker DM i Skills i løbet af mesterskabets tre dage, hvilket gør DM i Skills til det største uddannelsesevent i Danmark.