På grund af fare for smitte med coronavirus kan beboerne på kommunens plejecentre ikke få besøg så ofte i denne tid. Derfor vil 4. årgang på Fredericias distriktsskoler sende dem en dejlig påskehilsen

De mange beboere på Fredericias plejecentre er vant til at få besøg af deres pårørende både til daglig og i forbindelse med højtiderne. Men i disse tider er de fysiske besøg begrænset for at forhindre smitte med coronavirus, og det kan mærkes rundt om på plejecentrene. Derfor vil eleverne på 4. klassetrin på folkeskolerne i Fredericia Kommune lave digitale påskehilsner til alle beboerne på kommunens plejecentre.

(Foto: Thomas Lægaard/Fredericia AVISEN)

”Vi ved, hvor meget besøg fra familien betyder for vores ældre borgere – især fra deres livgivende børnebørn og oldebørn. Vi kan mærke, at de savner det for tiden, og derfor er det fantastisk, at der er elever, som vil sørge for at bringe god påskestemning ind på vores plejecentre. Jeg er sikker på, at det vil bringe både smil og minder frem”, siger Lars Ejby, formand for Senior- og Handicapudvalget.

Alle fire distriktsskoler vil lave digitale påskehilsner til plejecentrene i Fredericia. Påskehilsnerne vil blive samlet af Børn og Unge og herefter sendt ud til plejecentrene den 3.april, når alle skolebørn går på påskeferie.

Ole Steen Hansen (Foto: Fredericia AVISEN)

”Det varmer mit hjerte, når jeg hører om alle de gode historier, som lærer og elever får skabt ude omkring. Jeg tror, at det er meget værdifuldt for alle vores elever, at de mærker, at de kan være med til at gøre en positiv forskel. I denne tid skal vi udvise samfundssind, og det gør vi ved at have øje for hinanden, og her kan vi alle bidrage store som små”, siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Brian Magnussen
Brian Magnussen
6 måneder siden

Jeg troede det var fra Metal Magic da jeg først så det håndtegn.