Mange bække små. For skoleelever i Fredericia Kommune har det ordsprog måske fået en mere håndgribelig betydning, efter de har været med i SOS Børnebyernes Omvendt Julekalender, der handler om at give i stedet for at få.

Hunden har måske fået en ekstra gåtur, lillebror hjælp til lektierne og de voksne en ekstra kok til aftensmaden, da elever i Fredericia Kommune var med i Omvendt Julekalender i december, hvor man i en daglig videolåge følger børn fra Tanzania og Zanzibar. Hvis klassen ville hjælpe børn som dem i kalenderen, kunne de nemlig gøre gode gerninger derhjemme, som blev belønnet med en lille skilling af forældrene. Pengene går i år til skolelegater til børn på Zanzibar.

Hjertet på rette sted

I Fredericia Kommune har eleverne gjort gode gerninger for et flot beløb på 2807 kroner. Tæller man alle landets skoleelevers bidrag sammen, er det blevet til lige knap 175.000 kroner. Et rigtig flot resultat, lyder det fra SOS Børnebyerne.

”Danske skoleelever har hjertet på helt rette sted. Vi bliver hvert år imponerede over skolebørnenes engagement. De har en stærk retfærdighedssans, og de går op i børns forhold i andre lande med liv og sjæl. Det er tydeligt, at de gerne vil give andre børn den chance, det er at gå i skole, lære noget og få gode kammerater” siger direktør i SOS Børnebyerne, Mads Klæstrup Kristensen.

Flere børn kommer i skole

Elevernes fine bidrag falder på et tørt sted. I Tanzania er halvdelen af de 49 millioner indbyggere børn, og 3,1 millioner børn er forældreløse. Selv om skolegang i princippet er gratis, har mange familier hverken råd til de skoleuniformer, bøger eller hæfter, som er adgangskrav. Men nu får endnu flere børn et skolelegat til netop disse ting, takket være skoleelever i Danmark.

”Der skal lyde et kæmpe tak til børnene fra SOS Børnebyerne. Det er så godt gået af de danske skolebørn, og både de, deres forældre og deres lærere kan være rigtig stolte af deres indsats,” siger Mads Klæstrup Kristensen.

Fakta om Omvendt Julekalender

  • Det er fjerde år i træk, at danske skolebørn kunne deltage i Omvendt Julekalender
  • Kalenderen består af en lille video til hver dag i december, hvor man kan møde et barn fra et andet land – i år var det primære fokus på Tanzania og Zanzibar
  • Indsamlingsdelen og de gode gerninger er frivillig for klasserne