21.200 skoleelever i hele landet dyster om de bedste opfindelser, og den 25. april var det i Fredericia, det skete, da landets største naturfagskonkurrence Naturfagsmaraton indtog kommunen. 500 elever fra 5. og 6. klasser konkurrerede i Fredericia Idrætscenter om de mest kreative løsninger på alt fra tøjspild, apps og vindbiler til klimavenlige huse og broer.

Den naturvidenskabelige gejst vækkes, når eleverne skal arbejde med løsningerne på udfordringer inden for matematik, håndværk og design, natur/teknologi, og den 25. april demonstrerede de deres resultater for hinanden og dommerne. Der bliver kåret vindere i samtlige af de 52 deltagende kommuner, der er med, men i dag gjalt det Fredericia og deres løsninger på opgaverne, der i år er udviklet i samarbejde med bl.a. virksomhederne COWI og Demant.

Brobyggere med pap

Alle opgaver tager udgangspunkt i den fiktive by, Grønby, der i år brug får en ny bro, der skal gå hen over en trafikeret vej, så cyklister og fodgængere kan komme sikkert over på den anden side. Eleverne skal prøve at arbejde som rigtige ingeniører, når de selv skal bygge en bro, men i stedet for at arbejde med beton eller træ, skal de undersøge, hvordan de kan gøre broen stærk, selvom den er bygget af pap. Opgaven er udviklet i samarbejde med COWI.

– Vi ønsker at vække elevernes fascination for byggeri og anlæg, så de får lyst til at uddanne sig inden for de tekniske fag og senere arbejde i vores branche. Eksempelvis som ingeniør, for vi har i stigende grad brug for fremtidens STEM-talenter. Med Naturfagsmaraton får eleverne her en god og praktisk indføring i, hvilke overvejelser der ligger bag, og hvad det kræver at bygge en bro, siger Jasper Kyndi, direktør for COWI i region Midtjylland og markedsdirektør for COWI i Danmark.

Hal 6 i Fredericia Idrætscenter var fyldt med elever. (Foto: AVISEN)

Med virkeligheden som afsæt

Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, samarbejder aktivt med virksomheder og brancher om at skabe frugtbare forbindelser mellem skolernes fag og virksomheders praksis. Et centralt element i Naturfagsmaraton er netop at sikre, at eleverne arbejder med løsninger på reelle udfordringer, og ved at udvikle opgaver i fællesskab med virksomhederne, skaber det også opmærksomhed omkring de mange spændende job- og karrieremuligheder.

– Vi håber at inspirere børn og unge, når de møder naturvidenskaben på en anden måde og får mulighed for at arbejde innovativt og eksperimenterende med problemstillinger, de måske endda kan genkende fra hverdagen. Når de oplever, at de kan skabe nye løsninger, der gør en forskel, bliver det måske en vigtig erfaring, som også er med dem, når de senere skal vælge uddannelse og vej i voksenlivet, siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

En anden opgave er udviklet i samarbejde med Demant, og her skal børnene reflektere over helt andre problemstillinger når de bl.a. skal måle støjniveauer og bygge et lydtæt rum af særlige materialer.

Eleverne var rundt ved forskellige poster, hvor de fik point. (Foto: AVISEN)

Fri og kreativ med en bunden opgave


Udover at samarbejde med virksomheder om udviklingen af opgaver, er både lærere, læsevejledere, elever og eksperter inden for didaktik og specifikke fagområder også med i processen. Opgaverne er bevidst udviklet sådan, at de kan løses på mange forskellige måder, så eleverne kan gå eksperimenterende til værks uden at tænke på, at der kun findes én rigtig løsning. Det højner elevernes selvtillid inden for naturfag, når de får lov at arbejde undersøgende med et fag, hvor også samarbejde, problemløsning, kreativitet og formidling er i fokus. Og det er det i dén grad til konkurrencen, når elever og lærere møder hinanden i sportshaller over hele landet.

Motiverende – også for lærerne


Naturfagsmaraton sætter naturfag på dagsordenen lokalt og regionalt, og så er konkurrencen og forløbet op til også med til at videreuddanne de medvirkende lærere, der får værktøjer og erfaring med undersøgende og praktisk undervisning. Opgaverne er også med til at vise, hvor mange muligheder, der er inden for STEM-fagene, som måske kan inspirere nogle til at se spændende fremtidsperspektiver her – især hvis man gerne vil arbejde med klima, bæredygtighed og mennesker, og også gerne vil gøre en forskel.

Til en af opgaverne bruge eleverne redskaber til at måle længder. (Foto: AVISEN)

Succesfuldt arrangement

Inde i hal 6, hvor arrangementet blev afholdt, var der gang i den. Omkring 400 elever var til stede, og havde en god dag i klimaløsningernes tegn.

Naturvejleder Bjarne Christensen i færd med at hjælpe en elev. (Foto: AVISEN)

En af dem, der står for arrangementet i Fredericia Kommune er naturvejleder Bjarne Christensen, der selv agerede dommer. Han fortæller, at det ikke er første gang arrangementet finder sted.

– Før corona havde vi noget, hvor vi havde samme setup. Det er et tilbud for 5-6. klasse. Nogen har brugt lang tid på det og nogen bruger ikke så lang tid på det, siger Bjarne Christensen, der til stor tilfredshed kunne se et stort engagement fra langt størstedelen af eleverne.

Arrangementer som dette med fremtidens opfindere har været lagt på is grundet corona, og derfor glæder naturvejlederen sig over, at der kommet gang i den igen.

– Det er mega fedt, fordi det handler om at samles og få en god oplevelse. Den måde at arbejde på når vi har den innovative del og komme med et løsningsforslag, er noget eleverne kan forholde sig til. Jeg tror også de selv synes det er fedt. I forhold til der er så mange, så er der forholdsvis ro på, siger han.

Følgende skoler deltog i Fredericia:

  • Erritsø Fællesskole, Afd. Højmosen
  • Erritsø Fællesskole, Krogagervej
  • Fjordbakkeskolen, afdeling Taulov
  • Ullerup Bæk Skolen, Skjoldborgsvej

Om Naturfagsmaraton

  • I år er over 20.000 elever fra over 800 5. og 6. klasser i hele landet tilmeldt fra 52 forskellige kommuner.
  • Der er 64 konkurrencedage, hvor af en er online.
  • Konkurrencedagene afvikles fra januar til maj 2022 og er afslutningen på undervisningsforløbet.
  • Det er 18. år i træk, at Naturfagsmaraton afholdes

Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Undervisningsministeriet og Grundfos.