Forside Fredericia Skolebørn prøver rugby i Erritsø

Skolebørn prøver rugby i Erritsø

DEL
Foto: UC Syd

Torsdag den 28. september kan 52 lokale skolebørn se frem til en tempofyldt dag, når Erritsø GIF Rugby lægger græs til Skolernes Rugbydag, som foregår i udvalgte danske byer i uge 39. Idrætsdagen er en del af det landsdækkende sundhedsprojekt Aktiv Året Rundt. Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Samarbejdet er i højsædet, når børn fra lokale skoler skal have fragtet den ovale læderbold ned over banen og over modstanderens baglinje. Der sker på Skolernes Rugbydag torsdag den 28. september fra klokken 10-13.50 hos Erritsø GIF Rugby.
Eleverne kan se frem til en sjov dag, hvor en stor del af dagen vil være spil med bold, afleveringer, tacklinger, kampe og en introduktion af rugbysportens værdier: Passion, Sammenhold, Disciplin, Fairplay og Respekt.

– Disse værdier er omdrejningspunktet i alt, hvad vi gør, og det er både på og uden for banen. Rugby er et spil, hvor der er plads til alle typer. Den store spiller kan opnå lige så stor succes som den lille, og rugby spilles af både piger og drenge. Alle har brug for hinanden, hvis holdet skal vinde, og det sætter krav til samarbejde, respekt og forståelse for hinanden, fortæller Preben Rasmussen, der er udviklingskonsulent i Dansk Rugby Union.

Preben Rasmussen forklarer, at rugby er et spil med fysisk kontakt, som mange ved, men at der findes mange forskellige variationer af rugby. Eleverne stifter derfor også bekendtskab med “touch rugby”, som er spillet uden kontakt.
Dansk Rugby Unions klubber glæder sig til at tage i mod skolebørn over hele landet og vise, hvad rugbysporten kan tilbyde som fritidsinteresse.

Skolernes Rugbydag er en del af Danmarks største sundhedsprojekt for skoleelever, Aktiv Året Rundt, som er økonomisk støttet af Nordea-fonden. Projektets mål er, at børnene opnår sundere vaner og oplever, at det kan være sjovt at være sund.

Flere aktive børn i Danmark
Gode og sunde vaner grundlægger vi nemlig i barndommen, så filosofien er, at Skolernes Rugbydag sammen med projektets mange andre “idrætsdage” kan give lyst til mere.

– Vi vil gerne vise alle de muligheder, der er for at dyrke sport i Danmark. Der er ikke kun håndbold og fodbold, men også kajak, dans, brydning og meget andet, som vi også laver arrangementer på hen over året. Målet er, at der kommer flere børn i idrætsforeningerne, så børnene får varige sunde vaner, siger lektor ved Videncenter for Sundhedsfremme, Anders Flaskager, der også er projektleder for Aktiv Året Rundt.

I år deltager 354.453 børn fra hele landet i Aktiv Året Rundts største event Sundhedsugerne i de tre uger før efterårsferien. Det svarer til godt to tredjedele af alle Danmarks skolebørn. Projektet har rod i UC SYD’s nationale videncenter KOSMOS (KOst, MOtion og Sundhed), som hører til på UC SYD’s campus i Haderslev.