Line Marcussen og Sarah Savas har åbnet skønhedsklinikken Style Lounge. De har samlet alt inden for skønhedsbehandling på ét sted, og vil sørge for at fredericianerne ikke søger udenbys for at få den slags behandlinger.

Torsdag aften holdt Style Lounge reception, og i den forbindelse besøgte Fredericia Avisen skønhedsklinikken, der ligger på Danmarksstræde 26 i umiddelbar forlængelse af Bergstedts Bageri bag Rådhuset.

Klokken 18:00 var gæsterne til receptionen inviteret til. Fredericia Avisen tog derfor et smut forbi klokken 17:30, hvor Line skulle gøre de sidste ting klar, inden der var tid til en snak om hende og Sarahs nye klinik.

Line fortalte, at kunderne har taget godt imod Style Lounge, som også var meget velbesøgt ved receptionen. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Efter fem minutters venten var Line klar og hentede Sarah, hvorefter vi satte os ned på en bænk i klinikken. Det helt oplagte spørgsmål til at starte med var: Hvorfor har I åbnet Style Lounge?

“Det har været meget i forhold til, hvad vi synes, vi manglede her i byen og hvor meget vækst, der har været i byen. Vi vil gerne prøve at tiltrække et andet segment, men også samtidig udnytte vores gode placering i forhold til Vejle og Kolding,” indleder Sarah og fortsætter.

“Vores vision med det er at lokke folk til noget, der ikke helt har passet ind i Fredericia, men som vi har været inde at udvikle således, at alle kan forholde sig til. Vores koncept er lidt mere nede på jorden, ikke så formelt og ikke så kliniks, men samtidig lidt mere trend og så skal det være hyggeligt at komme her.”

Alt samlet på ét sted i Style Lounge

I Fredericia er der i forvejen spray tan-klinikker, men hos Style Lounge er mulighederne mange. Man kan få blandt andet spray tan, ansigtsbehandling, massage og meget mere på den nye klinik i Danmarksstræde.

“Vi er sted, hvor du kan få lavet alt, og det er sted, hvor kunderne kender os som behandlere og det giver også meget tryghed ved kunderne, at det er det de søger og det er vante omgivelser,” fortæller Line og uddyber det med trygheden:

Style Lounge tilbyder forskellige former for behandling. Alt fra spray tan til massage. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

“Nogen behandlinger kan måske godt være lidt grænseoverskridende, hvor det kræver meget tillid fra kunden. Sådan noget som fx voksbehandlinger eller spray tan. Så det er vigtigt, at vi har fokus på folk er trygge her og får en god oplevelse. Vores priser er også noget, hvor alle kan være med så vi ikke udelukker nogen grupper.”

Bag sig har Line en stærk uddannelsesmæssig baggrund, og det mener hun også er en af klinikkens styrker.

“Jeg er uddannet kosmetolog og hudspecialist, så det vi begynder at udvikle er det, at vi begynder at lave mange flere ting inden for kosmetiske behandlinger. Jeg er også uddannet vippe-teknikker fra Last Bar Copenhagen, som er et meget anerkendt sted. Det gør også, at vi er meget stærke i forhold til flere konkurrenterne,” udtaler Line.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen
Positivt fokus på Fredericia

De unge ejere har en stor tro på at slå igennem i Fredericia. Deres erfaring er, at mange fra Fredericia er søgt udenbys for at få den slags behandlinger, som Style Lounge tilbyder.

Derfor er troen stor på, at konceptet kan slå igennem i Fredericia.

“Jeg tror helt sikkert, at vi kan slå igennem. Vi synes selv, at vi har en bedre placering end Kolding og Vejle. I forhold til hvad der er i Fredericia nu, har vi også meget at diferancerer os ud fra, både hvad der er i Fredericia nu, men også i forhold til hvad der er i Vejle og Kolding. Folk fra Fredericia tager gerne til Vejle og Kolding for at få lavet noget, men her har der tidligere ikke været noget, der har tiltrukket den anden vej. Det er det vi prøver at skabe nu,” forklarer Sarah og fortsætter:

Til receptionen var der et en let omgang mad, hvortil der blev serveret sodavand og champagne. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

“Der er begyndt at komme rigtig meget fokus på Fredericia , som er i en positiv udvikling i forhold til kanalbyen især. Et af vores vigtigste punkter har også været, at vi skal kunne involvere os med andre butikker her i bybilledet. Vi vil ikke kun køre et selvstændigt sololøb. Fx har vi et samarbejde med Vero Moda og vi hele tiden sørger for at være opdateret med events. Vi vil gerne have, at folk forstår vi ikke er konkurrenter, men kollegaer her i byen,” lyder ordene fra Sarah.

Udover at tilbyde diverse former for behandlinger, vil Style Lounge også holde forskellige events. Det kan fx være op til konfirmationer, men også i andre anledninger, hvor der vil komme fx single days og andre kundeaftener, hvor klinikken har et samarbejde med andre butikker i byen.