Også i bådbranchen vinder elektriske løsninger stille og roligt frem – det ses blandt andet på forårets Fredericia Boat Show.

Mange af de op til 30.000 mennesker, som over to weekender i foråret forventes at gæste bådudstillingen i Fredericia, er bådejere – eller håber at blive det. Men der er også alternative måder at komme på vandet på, som blandt andre virksomheden Skipperi Denmark ApS vil vise i MESSE C.

– Vi tilbyder sejlerliv på abonnement. Som medlem i Skipperi Fleet får man adgang til alle vores delebåde med sin app, og vi tager os af vinteropbevaring, forsikringer og bådplads, så man bare kan nyde sejlerlivet, fortæller direktør Bo Hilding.

Konceptet blev søsat i marts 2021 med 15 delebåde, og i år er flåden vokset til 35 både, oplyser Bo Hilding, som glæder sig til at præsentere en spændende nyhed på Boat Show:

– Vi har premiere på en ny elbåd, som er udviklet sammen med finske Q Yachts. Den er knap syv meter lang og har bord, bænke og solseng og er perfekt til grøn og støjfri city-cruising, for eksempel rundt i Københavns kanaler. Den tager sig rigtig godt ud og har en god rækkevidde, og vi forventer at nå op omkring 20-30 eksemplarer i 2024, siger Bo Hilding, som ser frem til at udbrede Skipperi-konceptet samt naturligvis gerne få mange nye medlemmer med ombord på Boat Show.

Avator el-påhængsmotor fra Mercury

En af verdens største producenter af bådmotorer, amerikanske Mercury, har naturligvis også fokus på grøn, udledningsfri bådsejlads, og det har blandt andet udmøntet sig i den nye konceptserie med Avator elpåhængsmotorer.

– Man kan få et spændende smugkig på den nye Avator elektriske motor, som vi har med på Fredericia Boat Show, fortæller Marketing Manager Mathilde Ramsgaard fra Bådliv.dk i Greve. 

Hun tilføjer, at der naturligvis også vil være et væld af konventionelle motorer og motorbåde i Fredericia, herunder introduktionen af Mercury Marines nye 25 og 30 hestes firetakts-påhængsmotorer.

Greve-virksomheden byder i øvrigt på den største stand på Boat Show – Bådliv.dk/Jørgensen & Dahl er dansk repræsentant for blandt andet Mercury, Mariner, MerCruiser, Bayliner, QuickSilver, Smartliner og Linder. 

Men det er ikke kun både og motorer, man kan høre om på standen. Virksomheden har nemlig omdannet websiden mercurymarine.dk til Bådliv.dk, som ud over det kendte indhold er en sejlerportal med spændende redaktionelt læsestof, praktiske guides, markedsplads og præsentation af de forskellige brands.

Fredericia Boat Show foregår over to halvlege – 24.-26. februar og 2.-5. marts 2023. Se mere på www.boatshow.dk.