Det skal alligevel ikke være muligt for fredericianerne at angive hinanden anonymt for sort arbejde og socialt bedrageri gennem Skats sladretjeneste, da skatteminister Karsten Lauritzen har nedlagt den digitale anmeldetjeneste. Det sker som en del af ministerens Retssikkerhedspakke I.

”Jeg er rigtig glad for, at vi endelig kan få lukket anmeldetjenesten én gang for alle efter den tidligere regerings slingrekurs. Tjenesten kan opfattes som en opfordring til at angive sine naboer anonymt, og det vil jeg ikke være med til. Jeg ønsker ikke, at Danmark udvikler sig til et samfund, hvor SKATs kontrol er baseret på gensidige mistillidserklæringer imellem borgerne,” siger Karsten Lauritzen.

Efter indførelsen af den digitale anmeldetjeneste er der indikationer på, at antallet af anmeldelser er steget. Stigningen udgøres først og fremmest af anonyme anmeldelser.

I 2014 modtog SKAT således 4.115 anonyme anmeldelser i alt på alle anmeldelseskanaler (primært telefon, e-mail og brev), mens tallet for det første halvår af 2015 alene var oppe på 3.459.

Samtidig har SKAT oplevet en stigning i antallet af såkaldt uinteressante anmeldelser. Det vil sige anmeldelser, der ikke har været grundlag for at gå videre med. Således har SKAT henlagt næsten halvdelen af de digitale anmeldelser som uinteressante.

”Folk skal selvfølgelig kunne ringe og anmelde eksempelvis sort arbejde. Men det tyder på, at antallet af anmeldelser er steget efter indførelsen af anmeldetjenesten. Samtidig har SKAT oplevet en stigning i andelen af uinteressante anmeldelser. Det fortæller mig, at ordningen reelt har fungeret som en tilskyndelse til, at borgerne unødigt angiver hinanden. Det skaber mistillid blandt borgerne, og derfor skal det stoppes,” siger skatteministeren.

Borgerne vil fortsat kunne indgive anmeldelser på anden vis, eksempelvis per telefon, e-mail eller brev, og SKAT har fortsat pligt til at behandle anmeldelserne.