Danmarks største hotelkæde indgår alliance med en af ​​verdens største aktører på markedet. Small Danish Hotels og BWH Hotel Group indgår et strategisk partnerskab, der skal give begge kæder mere muskelkraft på markederne og tiltrække nye gæster.

Det er lidt over et år siden, at Hotel Postgaarden i Fredericia blev solgt til Small Danish Hotels. Dertil kommer, at Best Western også er del af samme kæde. Nu bliver de sammen med deres ejere en del af et større samarbejde.

BWH Hotel Group, som har mere end 4.700 hoteller i 100 lande, er repræsenteret med 17 hoteller i Danmark og over 150 hoteller i Sverige og Norge. Small Danish Hotels, der tæller 67 kroer, hoteller, slotte og badehoteller i Danmark, består ligesom BWH Hotel Group af privatejede hoteller. Formanden for Small Danish Hotels ser partnerskabet med den verdensomspændende hotelkæde som den mest oplagte måde at stå stærkere i en branche under pres.

– Den strategiske alliance mellem Small Danish Hotels og BWH Hotel Group har været undervejs i nogen tid, men det er måske det vigtigste tidspunkt nogensinde at stå sammen på. Branchen er presset økonomisk fra krise efter krise, og der er hård konkurrence om gæsterne. Gennem samarbejdet styrker vi vores unikke markedspositioner og optimerer kædens økonomiske fundament, siger Finn Steffensen, der er formand for Small Danish Hotels.

Fremover vil kæderne samarbejde om blandt andet salgskanaler og markedsføring, og det giver BWH Hotel Group en helt ny rækkevidde i Danmark.

– Vi er meget glade for at starte et samarbejde med Small Danish Hotels. Gennem partnerskabet kan vi tilbyde vores gæster det absolut største udvalg af hoteller i Danmark. At begge kæder består af privatejede hoteller med en unik karakter gør det til et perfekt match. Vi ser frem til at styrke vores position på det danske marked, og samtidig kunne tilbyde vores gæster et væsentligt større udvalg af hoteller i fremtiden, siger Johan Michelson, der er administrerende direktør for BWH Hotel Group i Skandinavien.

Med Small Danish Hotels’ værelser i porteføljen øger BWH Hotel Group sin kapacitet og vil dække hele Danmark. Samtidig vil Small Danish Hotels være synlige på alle BWH Hotel Groups globale hjemmesider, og det giver en helt ny mulighed for at tiltrække flere internationale gæster til de danske kroer og hoteller.

– Alliancen vil øge væksten i begge hotelkæder og give adgang til nye målgrupper. Best Western er et stærkt corporate brand blandt forretningsrejsende, med store forretningshoteller, og Small Danish Hotels har et solidt fodfæste på fritidsmarkedet med flere nicheprodukter. Sammen kan vi gøre kagen større og tilbyde vores gæster langt flere fordele, uden at vi er i konkurrence. Forretningsmodellen er kendt fra flyselskaberne, og vi forventer, at den vil tage vores hotelkæder til nye højder, siger Finn Kræfting, der er administrerende direktør i Small Danish Hotels.

Via kædens loyalitetsprogrammer, Best Western Rewards og Small Danish Hotels’ Benefits kan gæster optjene og bruge point på kædens hoteller, på samme måde som Small Danish Hotels’ gavekort kan bruges på Best Western hoteller. Bag kulisserne skal kæderne optimeres økonomisk ved blandt andet at etablere fælles indkøbsaftaler og dele administrative og kreative ressourcer i Danmark.

Den nye alliance træder i kraft 1. januar 2023, og kæderne forventer tidligst at være klar med en fælles it-løsning og markedsføring for de danske hoteller i sommeren 2023.