Det er grumme tider for de mennesker – indsatte som ansatte – der har deres daglige gang i de danske fængsler. En stemning af paranoia, frygt for vold og trusler på livet har sænket sig over celle gangene i takt med at klientellet er blevet hårdere. Mængden af overfald og antallet af magtanvendelser er steget hastigt i løbet af de sidste 10 år. Politiet har strammet grebet om rockerne og banderne, mens de “blødere” kriminelle i stigende grad afsoner derhjemme med elektronisk fodlænke, hvilket beviseligt fører til en lavere risiko for tilbagefald.

Tilbage står fængslerne med bivirkningen, en hård kerne af kriminelle, der bliver mindre og mindre modtagelige for kriminalforsorgens tilbud om uddannelse, exit og resocialisering, samt et dårligt arbejdsmiljø og personalemangel for fængselsfunktionærerne. Et spørgsmål melder sig, hvordan håndtere vi som samfund i det 21. århundrede den gruppe af mennesker, der bekymrer sig mindst om vores fælles normer? Og vigtigst af alt, hvordan sikre vi os, at de ikke begår kriminalitet igen. 

De seneste 15-20 år har fokus i fængselssystemet bevæget sig i retning af mere sikkerhed og kontrol og længere væk fra hensynet til resocialisering. Kan man overhovedet resocialisere mennesker, som måske ikke er socialiseret i første omgang. Det kræver i hvert fald at man skal gøre op med, hvad fængselssystemet formål skal være, opbevaring eller resocialiserende. Jeg ved godt hvad jeg vælger.

Jeg har engang forbrudt mig mod vores samfund og dens normer. Min første varetægtsfængsling fandt sted da jeg var 18 år gammel, i løbet af min varetægtsfængsling placerede man mig mellem hærdede kriminelle, som jeg også fik fællesskab med. Personer som senere fik topposter i Hells Angels. Det er indlysende for enhver, placere man letpåvirkelige unge mænd, med hærdede rocker og bande kriminelle, så bidrager man også til deres fødekæde.

For at koge det helt ned, så gjorde 15 måneders fængsel intet godt for mig, jeg blev tværtimod mere forrået, fik et kriminelt netværk over hele Danmark med adgang til alle stoffer, kopivare og anabolske steroider. Min resocialisering fandt sted ved løsladelsen, i form af en brun kuvert med små 400 kroner i. Ingen tag over hovedet og uden en plan for fremtiden.Jeg blev løsladt til et liv, der medførte mere misbrug og mere kriminalitet.

Er det synd for mig? Nej, skal i have ondt af mig? Nej, men hvad er det bedste udgangspunkt for at have siddet i fængsel, det er vel at man har lært noget af at have afsonet. Vi opnår intet positivt ved at opbevare mennesker i fængslerne, men hvis vi virkelig ønsker at resocialiserer mennesker, så er tiden inde til at gentænke fængselssystemet. 

I den danske retspolitik anskuer man i dag resocialisering som et tilbud. Et tilbud, de indsatte kan tage imod, når de er færdige med at tænke sig godt og grundigt om inde i cellen. Dermed forsømmer man imidlertid at tage højde for det faktum, at en stigende andel af de indsatte i landets fængsler døjer med psykiske lidelser, sociale problemer og manglende uddannelse. Læg dertil det gruppepres, en indsat vil opleve på en lille afdeling sammen med andre hærdede kriminelle eller rocker bandemedlemmer, og gæt selv, hvor gode vilkår vedkommende har for at træffe et reflekterende valg for sin egen fremtid.

Resocialisering kræver, at vi bruger de nødvendige kræfter på at forhåndsundersøge de indsatte og aktiv hjælpe dem videre. Det er ikke nok at vente på, at de selv bliver trætte af at være kriminelle og ydmygt beder om hjælp. Loven om straffuldbyrdelse pålægger ellers fængslerne at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen sætter sin lid til, at denne påvirkning kan ske gennem det såkaldte relationsarbejde, altså de indsattes angiveligt joviale hyggesnak med det uniformerede personale, som med tiden vinder deres tillid og får de indsatte overbevist om, at de bør lægge kriminaliteten bag sig. Men enhver som har siddet i fængsel, vil fortælle at dette relationsarbejde ofte lader ret meget stå tilbage.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er moden til at gentænke selve fængselssystemet, der viser sig som en tiltagende magtesløs og gammeldags konstruktion. Folketinget og kriminalforsorgen bør indse, at kriminalitet som regel er et symptom på socialt armod og begynde at behandle det som sådan. 

Det største problem i mine øjne er hverken mangel på penge eller viden. Der er allerede ekstremt mange ressourcer i spil, der desværre bliver spildt. Problemet er kassetænkningen der gør indsatsen halvhjertet.

Når en ung bliver straffet, så er den unge kommunens økonomiske ansvar indtil den unge bliver 18 år, herefter bliver de Kriminalforsorgens eller statskassens ansvar om man vil. Hvis den straffede var kommunens økonomiske ansvar hele livet, så ville kommunerne også være langt mere motiveret, for at bremse ulykken så tidligt så muligt og være langt mere fremme i forhold til den kriminalpræventive indsats. Omvendt skal de penge der før blev brugt af statskassen til formålet, omdirigeres til kommunerne, så kommunerne både har mulighed for at tage en ny udgift og ikke mindst får et økonomisk enticement til at producere gode helhjertede resultater.

Jeg mener desuden, at når en varetægtsarrestant overgår til straffuldbyrdelse, så skal denne stilles overfor to valg, vil man vælge samfundet til eller vil man vælge samfundet til.

Hvis man vælger samfundet fra, som man typisk vil gøre hvis man er hærdet kriminel, bande eller rocker relateret. Så skal afsoningsforholdene også være væsentligt forrringet. Med det mener jeg fuld straf og uden mulighed for prøveløsladelse. Ingen udgang eller orlov, ingen besøg eller fællesskab med andre indsatte. Hvis man vælger samfundet fra, så kan man hellere ikke forvente at få adgang til de positive goder, der trods alt forfindes i fængslerne. Denne afsoningsform vil utvivlsomt knække de fleste og vælge samfundet til og den mulighed skal altid være åben.

Hvis man vælger samfundet til, så skal man som før nævnt forhånds undersøge den indsatte. Det betyder at man skal screene for misbrug og diagnoser og stabilisere i forhold til de problematikker som følger med. Dernæst skal man socialisere den indsatte i forhold til almindeligt livsførelse og tage udgangspunkt i den indsattes kompetencer. Er det realistisk for den indsatte at tage en uddannelse, eller er det mere realistisk at den indsatte bliver arbejdsmand eller måske bliver iværksætter. Når den indsatte bliver prøveløsladt og forbliver kriminalitetsfri, så mener jeg også at vi skal kigge på sløjfe sagsomkostningerne. Som uomtvistelig forbliver en hæmsko for den dømte i mange år efter løsladelse.

Ovenstående tilgang vil skabe et tryggere samfund og vil gøre gerningsmænd til aktive samfundsborgere. Spørgsmålet er blot om viljen til forandring findes på Christiansborg, skal vi fortsætte som vi har gjort hidtil? Skal vi smide nøglen væk, eller?

Skriv et svar