Når kalenderen skriver d. 27. Maj er det en glædens dag for Skærup Zoo. De har været lukket i snart tre måneder, men nu kan de atter åbne dørene for gæsterne i den lokale zoologiske have. Det glæder ejer Karina Schou, der er helt klar til at åbne dørene.

“For det første har der været noget psykologisk i, at vi altid selv har kunnet styre dagligdagen til at vi nu blev tvunget ud i en helt anden situation. Vi blev nødt til at tale med medarbejderne om, at de skulle sendes hjem – og at dem vi havde ansat også skulle blive hjemme. Så på den måde er der sket rigtig meget”, fortæller Karina og fortsætter:

“Så skal man som virksomhedsejer også se på sine udgifter. Dyrene skal stadig have det samme foder, varmen skal stadig betales og dyrepasserne skal fortsat på arbejde og have deres løn. Så kigger man pludselig på sine udgifter og sin kassekredit. Heldigvis havde vi en rigtig god sæson sidste år, så vi havde lidt på kistebunden”.

“Vi har da været lidt bekymret, det har vi. Men der har været rigtig mange, der har været gode til at hjælpe os. Vi har fået nogle sponsorer ind, og så har vi haft helt vildt mange der har bakket op om at købe årskort og billetter på forhånd. Så vi har fået meget hjælp på den måde, sådan vi ikke har fået kassekreditten så langt ned, at vi ikke kan nå at rette op på det igen, når vi nu kan åbne”, forklarer Karina og fortsætter:

“Det er ikke bare her og nu, der skal også være en buffer til vinter. For selvom vi forlænger vores sæson i den anden ende, så kommer der bare ikke de samme mennesker ind i november og december. Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi kommer i gang nu, så den her buffer kan blive opbygget til vinteren. Men der har det jo så hjulpet meget, at folk har været så gode at støtte op om os. Vi håber på, at det gør at vi kan komme ovenpå og igennem vinteren”.

Selvom Skærup Zoo har fået lov til atter at slå dørene op for gæster bliver alting ikke som det plejer, fortæller Karina. Parken bliver ensrettet, ponyridning er ikke muligt – og ej heller de sædvanlige rundvisninger er muligt lige med det samme. Men man har taget sine forholdsregler og vil fortsat give alle gæsterne en god oplevelse, forsikrer Karina Schou.

“Det er bare fedt at vi kan åbne. Vi kunne sådan set have åbnet i torsdags, men når man får sådan en melding onsdag aften, så er det ikke helt lige til. Der havde vi lidt folk vi skulle have på arbejde igen, der skulle gøres klar og sådan. Men nu er vi klar”, fortæller hun.

“Vi er rigtig glade og er gået målrettet til opgaven. Der er en del der skulle gøres. Stierne skulle ensrettes, der skulle sprit i hele parken, afstandmarkeringer skulle klares – og så skulle alle Corona-skiltene også op. Så skulle vi også finde ud af hvad der kan lade sig gøre af de normale aktiviteter; hvad må vi, hvad må vi ikke?”, siger Karina og fortsætter:

“Blandt andet noget som ponyridning er ikke en mulighed i starten, det samme med rundvisninger. Så længe vi ikke kan samles flere så er de ikke aktuelle. Men vi har nogle ekstra medarbejdere på arbejde, som vi lader cirkulere rundt i parken. Så skal gæsterne være meget velkomne til at spørge dem og få svar på alle deres spørgsmål”.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer