Tirsdag aften blev der afholdt generalforsamling i Business Fredericia. Det var første gang siden marts 2020, inden coronanedlukningerne satte en stopper for, at medlemmerne kunne samles i så stort antal. Ved samme lejlighed blev årets erhvervspris uddelt, og hæderen fik Skærbæk-virksomheden Quorning Boats.

Klokken 17:30 gik det løs igen. Det summede af netværk ved indgangen til MesseC, hvor der blev hilst på kryds og tværs inden, at turen gik inden for, hvor der var registrering til generalforsamlingen inden, at der klokken 18:00 blev budt på et let traktement.

Bent Jensen. (Foto: AVISEN)

En time senere gik det løs til generalforsamlingen. Advokat Michael Sønderskov blev valgt som dirigent, og han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. Efterfølgende tog formand for erhvervsorganisationen, Bent Jensen, ordet og sagde:

– Vi har talt om midtbyens udvikling, og lad det være sagt med det samme, der er ingen lette svar på alt, og vi kender ikke fremtiden, men vi har igangsat en dialog omkring en ny midtbystrategi med fokus Fredericias udvikling. I perioden har vi vundet prisen som Danmarks mest innovative handelsby. Det er en pris vi kan være stolte af. Vi har nemlig ikke bare gjort, som vi plejer, sagde Bent Jensen.

Den 1. januar 2021 fik Fredericia en ny borgmester i form af Steen Wrist, og efterfølgende kom der en turbulent periode med en mediestorm.

– Kønt har det ikke været at følge, særligt udviklingen mediemæssigt kastede grus i det image, om vi har været med til at bygge op i erhvervslivet. Men det skal ikke få os ned at ligge, for udviklingen byen har været igennem, kan ingen tage fra os, og jeg hæfter mig også ved, at udviklingen fortsætter. Erhvervslivet vil byen. Interne undersøgelser kom til verden og blev eksterne uden at have belæg for anklagerne, der senere førte til, at frivillige kræfter trak sig fra Byforum, men sket er sket, og vi må trække en streg i sandet og fortsætter den kurs, vi har lagt for Fredericias positive fremdrift. Mudderkast kommer vi ingen vegne med, men en ting skal politikerne vide; erhvervslivet står sammen, sagde Bent Jensen og fortsatte:

– Det var håbløst at se det gode image, vi sammen med befolkning, foreninger, og politikere har bygget op, skulle kastes under bussen i en periode, hvor både transport, logistik, energi, klima og en by i fremgang var blandt de gode ord i hele Danmark. En borgmestersag blev til et ubegrundet bombardement mod erhvervslivet. Nu vil vi have fred, forklarede Bent Jensen med henvisning til et berømt Matador-citat.

Bent Jensen hæftede sig ved, at der er flere positive historier fra Fredericia, og fremhævede flere af dem.

– Kanalbyen har for alvor fanget fredericianerne – og ikke mindst gæsterne udefra, der har nydt godt af en gåtur i den nye bydel, hvor den ene bygning efter den anden skyder op og i en by, hvor energi og klima imødeser et strategisk og menneskeligt fokus i de kommende årtier. Løbende bliver vi alle klogere. Det er historisk, at man i Fredericia nu når til at kunne huse en brintfabrik, nye spildevandsanlæg og meget andet, der i sidste ende gør Fredericia til Danmarks grønne by. Et nyt image ser dagens lys. Vores ambition og ønske er at samle de bedste kræfter indenfor områderne i Port House i et Base of Energy-projekt, der løfter os et skridt højere op igen, sagde Bent Jensen inden, at han modtog salens klapsalver.

Efterfølgende blev regnskabet fremlagt. Den del stod revisor Carsten Pedersen fra RSM Danmark for, og med sig havde han erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer, der stod til rådighed, hvis der var spørgsmål. Carsten Pedersen konstaterede, at Business Fredericias overskud for regnskabsåret er på 365.954 kroner, og at der har været en stigende omsætning på 7.374.000 kroner.

Næste punkt var valg til bestyrelsen, hvor borgmester er indtrådt i bestyrelsen, som ser således ud:

Formand: Bent Jensen
Næstformand: Grete Højgaard (udpeget af Experience Fredericia)
Carsten Hänel
Morten Nielsen
Finn Muus –
Michael Kristensen (udpeget af Fredericia Håndværkerforening)
Ole Mortensen (udpeget af Fredericia Shopping)
Michael Sønderskov (udpeget af Fredericia erhvervsforening)
Torben T. Aldershaab (Udpeget af Taulov Transportcenter)
Steen Wrist (udpeget af Fredericia Kommune)
Pernelle Jensen (udpeget af Fredericia Kommune)

Der blev foreslået vedtægtsændringer. Mest væsentligste var, at fremadrettet kan vælges medlemmer af bestyrelsen, der ikke er udpeget. Fremover kan man meddele sit kandidatur til bestyrelsen 14 dage før generalforsamlingen.

Kristian Bendix Drejer. (Foto: AVISEN)

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer konstaterede, at der er kommet 200 nye arbejdspladser til byen og at der er 810 medlemmer i Business Fredericia. Han fortalte også, at der til næste år kommer en iværksætterpris, som han glæder sig til, bliver sat i søen.

Der var også glæde over, at målsætningen om antallet af nye virksomheder med over fem ansatte i Fredericia Kommune.

– Vi satte os et mål på, at vi skulle have 80 nye virksomheder med over fem ansatte, og da vi nåede det mål, ville vi gentage det. Med hjælp fra erhvervslivet går det godt, og i år er vi oppe på 17, og mon ikke der kommer lidt til de næste måneder. Vi holder vækstkadancen på trods af, hvad der er sket i byen, sagde Kristian Bendix Drejer

Den sidste taler på programmet var borgmester Steen Wrist (A), der under punktet eventuelt tog ordet og blandt andet sagde:

– Under coronakrisen formåede I at rykke tættere sammen i bussen, tænke nyt og holde hjulene i gang på mange måder. Jeg synes, at Fredericia Kommune er kommet godt igennem krisen, og det gjorde vi ved at stå sammen og bakke hinanden op, forklarede borgmesteren og fortsatte:

– Det er vigtigt at tage det ansvar på sig, som vi har taget. I knokler for byen, og jeg vil benytte lejligheden til at takke jer for indsatsen. Flere virksomheder og borgere er flyttet til byen, og som kommune skal vi følge med udviklingen, sagde Wrist og satte ord på sidste års budget:

– Vi satte 650 millioner kroner til anlægsmidler, og det kan lyde voldsomt, men på et godt år har vi tidligere afsat 200 millioner kroner. Vi lånte pengene med fuldt overlæg. Vores tilgang var, at det giver god mening, at vi holder liv i byen og skaber omsætning i lokale virksomheder.

Det sidste punkt, inden et foredrag fra Michelle Hviid var, var uddeling af årets erhvervspris. Kristian Bendix Drejer satte traditionen tro ord på virksomheden inden, at han afslørede hvem der vandt prisen.

– Det er sjette gang, at vi uddeler prisen, og det sker efter en særlig flot indsats i 2020. Der var 29 emner oppe i bestyrelsen, og fem var igennem endnu en runde, og nu har vi truffet et valg. Virksomheden er en lokalejet virksomheden, der blev stiftet i 1967 og kunne fejre 50-års jubilæum i 2017. Siden 60’erne er den vokset. I 2020 generede virksomheden et overskud på 2,2 millioner kroner, og ejeren har med passion, flid og dygtighed opbygget en forretningsmodel. Virksomheden præsenterer håndværkere fra allerøverste hylde, og det er unikke produkter i verdensklasse. Virksomheden har vundet en Oscarpris i 2003, 2008, 2016 og 2021, sagde Kristian Bendix Drejer og løftede sløret for, at virksomheden er Quorning Boats.

Jens Quorning. (Foto: AVISEN)

Skærbæk-virksomhedens direktør, Jens Quorning, tog turen op på scenen sammen med en række medarbejdere og holdt en tale, hvor han blandt andet sagde:

– Vi er overrasket og ydmyg over at modtage den anerkendelse. Der er mange firmaer blandt Business Fredericias medlemmer, der er her i dag, som har fortjent prisen, sagde Quorning og fortsatte:

– Vi har sat Fredericia på verdenskortet, og er måske mere kendt i udlandet. Siden 1967, hvor vu startede, har vi udviklet vores sejlbåde fra ”ingenting” til at være verdensklasse i dag. Jeg kan roligt sige, uden at overdrive, at det har været en spændende rejse, at udvikle, sagde den stolte direktør.

Process Engineering, Fredericia Shipping, Restaurant Ti Trin Ned, Kentaur og DLG har tidligere vundet Business Fredericias erhvervspris.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her